Lilleskov Teglværk

Siden 1985 har der været drevet museum på Lilleskov Teglværk ved Tommerup. En af attraktionerne er den smalsporede teglværksbane.
Selvom eders redaktør har boet på Fyn i snart mange år, har jeg ikke tidligere været forbi museet - så nu var det på tide! Nærværende artikel er en lille beretning om et besøg på lergravsbanen, men indeholder også lidt om selve teglværkets historie, idet jeg var så heldig at deltage i en rundvisning ved et besøg 5. august 2012. Museet repræsenterer et spændende stykke dansk industrihistorie.

Hvis du ikke ønsker at læse om teglværkets historie og museet, kan du springe direkte til beretningen om lergravsbanen her.

Lilleskov Teglværk med tørrelader og bygningen indeholdende ringovn forbundet med skorstenen, som er opført i 1939.

Teglværkets historie

Lilleskov Teglværk startede den første primitive produktion af teglsten i 1905. Teglværket lå den gang på den anden side af vejen, syd for det nuværende teglværk. Alt arbejdet foregik manuelt, herunder udgravning og æltning af leret.

Gården, som husede det første primitive teglværk.

Efter nogle år var der så meget succes med produktionen, at man opførte det nuværende teglværk med ringovn og tørrelader. Dette fortsatte i mange år, dog med omlægning af store dele af produktionen til drænrør i 1970'erne, da byggesektoren i Danmark gik i stå som følge af oliekrisen.

Ringovnsbygningen - naturligvis med firmanavnet udført i teglsten.

I 1983 ophørte produktionen, og bygningerne stod tilbage med redskaber og maskiner stadig intakte. En kreds af interesserede havde i flere år haft planer om at omdanne Lilleskov Teglværk til et lokalt museum. I 1985 stiftedes derfor "Foreningen Lilleskov Teglværk" med henblik på at skabe et arbejdende museum, som tillige kunne være hjemsted for kulturelle aktiviteter for Tommerup og omegn. Værkets bygninger blev overdraget fra ejerkredsen for et forholdsmæssigt beskedent beløb.

På museet er derudover blandt andet bevaret en fungerende dieselmotor, ligesom der er oprettet et smedemuseum baseret på donationer af gamle værktøjer fra Odense Tekniske Skole og en række fynske smedefirmaer.

Illustreret gennemgang af museet og produktionens historie

Når lerjorden kom ind med lergravsbanen, blev tipvognene tømt ned i tragte, som via et transportbånd førte leret igennem en rense- og knusemaskine.

Tragte og transportbånd. Ovenover er lergravsbanens spor, hvorfra leret kan tippes ned i tragten.

Via et remtræk drives leret op igennem en slags snekke.

Herefter kommer det i lerknuseren, hvor leret knuses til mikroskopiske enheder.

I standsemaskinen indstandses huller, mønstre eller andre former i det våde ler. Forinden har det været igennem en vakuum-rensning for at fjerne lufthuller i leret.

Via en sindrig elevator flyttes de endnu våde teglsten op til 2. stokværk, hvorfra de flyttes til tørring i tørreladerne.

Der anvendes mindre transportvogne til at flytte stenene til tørreladerne.

Stenene placeres i tørreladerne.

I denne proces er det vigtigt, at leret hverken tørrer for hurtigt eller for langsomt. For at styre dette kan der laves forskellige mængder af træk igennem tørreladerne afhængigt af temperatur, vind og vejr.

Via et sindrigt træksystem kan man åbne og lukke ventilationslemme i hele tørreladens længde.

Ventilationslemme i tørrelade.

Efter tørring er stenene klar til brænding i ringovnen.

På museet er bygget en model af ringovnen. Der går i princippet en gang hele vejen rundt i ovnen, som på skift fyldes op med sten til brænding, hvorefter der mures til og fyres.

Indfyringen sker fra toppen af ovnen, og hvert "indfyringshul" skal i princippet fyldes med kulstøv hvert 20. minut.

Det var varmt arbejde at gå ovenpå ovnen og foretage fyring både sommer og vinter. Det gule skur kunne fungere som læskur i de korte pauser, idet det samtidig trak gevaldigt fra ventilationslemmene i tørreladerne.

Stabling af teglsten og drænrør blev foretaget efter et sindrigt system for at sikre, at stenene fik lige meget varme og derved blev brændt ensartet.

Temperaturen skulle ideelt ligge på 1030 grader celsius. Var det for koldt, blev stenene ikke brændt ordentlig igennem, - blev det for varmt, smeltede de simpelthen sammen og skulle bankes ud af ovnen og smides væk.

Til at drive remtræk m.m. anvendtes denne dieselmotor fabrikat Deutz. Motoren er i dag stadig fungerende, omend det kræver en del vedligeholdelse.

Ud over teglværksmuseum huser museet også et smedeværksted. Værkstedet har ikke oprindeligt været en del af et teglværk, men man har alligevel indrettet en af de gamle lader som smedeværksted. Her arbejder en del frivillige i deres fritid.

Emaljeskilt på smedeværkstedet. Mon "Krupp" er den Krupp, som også er kendt for at lave kanoner og jernbanekøretøjer?

Ud over selve museumsdriften huser man også et loppemarked. Salget af effekter herfra går til hjælp til driften af museet. Der er også jævnligt café-arrangementer, hvor lokale beboere er flittige gæster.

Lergravsbanen

Nå, men vi skal jo ikke glemme, hvad jeg egentlig kom for at se på...

På et tidspunkt undervejs i værkets historie opførte man en 600 mm smalsporsbane for at gøre transporten af ler til værket lettere. Leret blev gravet af omkringliggende jorder, ejet af værket, ned til ca. ½ meters dybde. Banens sporrammer kunne flyttes rundt på markerne efter behov.

Som en del af rundvisningen var der mulighed for at køre med lergravsbanen. Her ankommer toget fra lergraven til teglværket.

Teglværksbanen har i museums-regi været i drift siden starten af 1990'erne. Banen er ca. 450 meter lang og går fra værket ad en forholdsvist stejl stigning til en gammel lergrav. Herfra er en herlig udsigt over skov og marker og den kønne udsigt mod Frøbjerg Bavnehøj og Pilebakken.
På museets hjemmeside står under omtalen af lergravsbanen: "Der tages dog forbehold for vejrlig". Det forstår man, når man ser det åbne lokomotiv og de åbne vogne, som er ombygget fra tidligere tipvogne.

Klar til afgang. Lokomotivet skubber 4 ombyggede tipvogne op til lergraven.

Tipvognene er indrettet med bænke på langs. Passagererne sikres med en kæde, så man ikke kan falde ud af vognene.

Undervejs op af banen må lokomotivet arbejde for sagen. Samtidig ligger sporet bestemt ikke snorlige, så det er noget af en oplevelse.

Udsigten over bølgende kornmarker fejler bestemt ikke noget. Vi er kommet til Højfyn.

Sporet vrider og vender sig. I baggrunden ser man teglværksmuseet og kan fornemme den højdeforskel, som banen overvinder.

Detalje af spor og svelle - og regnvand. Det er bemærkelsesværdigt, at efter ca. 20 år gendanner de afgravede lerlag sig igen! På billedet fornemmer man den fede lerjord.

Hertil og ikke længere. Sporet ender i udkanten af den tidligere lergrav.

Hertil og ikke længere II. Der skal noget arbejde til for at gøre den sidste del af banen køreklar igen.

Lokomotivet er Pedershåb Maskinfabrik fabriksnummer 332. På billedet ser man også tydeligt "bænkevognene".

Lokomotivet er bygget af Pedershåb Maskinfabrik i Brønderslev som byggenummer 332. Det er bygget i 1941 under Anden Verdenskrig og derfor leveret med en gengasgenerator. Efter besættelsen blev det ombygget til benzin-drift ved genbrug af en 4-cylindret motor fra en Ford B lastbil fra 1932, med en ydelse på 55 hk. Oprindeligt leveredes det til Entreprenør C. Bechgaard fra Aarhus, som benyttede det ved udbygning af Aarhus havn og motorveje og andre anlægsarbejder i og omkring Aarhus. I 1971 solgtes det videre til en mellemforhandler, Spøer i Middelfart, og derfra til Lilleskov i 1972. Et hidtil anvendt lokomotiv fra Kastrup Maskinfabrik var på det tidspunkt fuldstændig udtjent.

Et lignende lokomotiv (Pedershåb 337/1941) kom med i købet i 1972 for indvinding af reservedele. Reservedelslokomotivet er senere, efter værkets nedlæggelse, kommet til Fårup Sommerland og blevet istandsat og sat drift dér.

Undervejs på strækningen.

Når lokomotivet ikke er i drift, opbevares det under halvtag.

Fabriksplade på Pedershåb Maskinfabrik nr. 332. I halvmørket under halvtaget var ikke meget lys at gøre godt med, så læserne må bære over med den manglende dybdeskarphed i billedet.

Ved siden af banen henstår denne tipvogn. Den har vist ikke været i drift længe...

Inden jeg forlod museet og banen, var det dog tid til en tur mere. Lokomotivet skubber igen op ad bakken.

Dermed siger jeg farvel og tak for denne gang. Det er bestemt ikke sidste gang, jeg skal ud og se på den lille bane.

PS:

På vejen tilbage fra besøget på teglværksmuseet stødte jeg på dette fine transformatortårn i Brylle. Lige siden Signalposten en gang i slutningen af 1980'erne eller starten af 1990'erne bragte en artikel om transformatortårne i model og virkelighed, har jeg ikke kunne køre forbi sådanne uden at skulle forevige dem. Mon stenene på dette fine transformatorhus er fremstillet på værket i Lilleskov?

Links og mulighed for at læse mere om banen og museet:

Museets hjemmeside: www.lilleskov.dk, hvor man bl.a. kan finde aktivitetskalender og oversigt over køredage på banen.
Omtale af banen på www.smalspor.dk.
To billeder af sporlægning på banen i 1988 på www.oledinesen.dk her og her.