Ugens foto arkiv 2020

De fleste uger præsenteres et nyt (eller gammelt) foto på forsiden af Railorama. Herunder er arkiv over de hidtil bragte forsidebilleder. Der er dog enkelte "huller", hvor der af den ene eller anden grund ikke er blevet opdateret med nyt billede i de(n) pågældende uge(r).



Uge 48, 2020


DB 798 818-1 med skinnebustog til Neumünster
Den nordtyske sidebane mellem Neumünster og Heide (Holst.) blev endnu i starten af 1990'erne betjent af skinnebusser BR 798, hvilket selvfølgelig gjorde strækningen interessant at besøge. Også infrastrukturen var af ældre type, så alt i alt var det en vældig hyggelig bane. Fra maj 1993 overtog privatbanen AKN driften af banen, hvilket gav den et vældigt løft, og heldigvis eksisterer strækningen den dag i dag, nu med Nordbahn som operatør med moderne Lint motorvogne.

På billedet holder DB 798 818-1 + 998 063-2 + 998 891-6 klar til afgang fra Heide (Holst.) mod øst en grå efterårsdag i 1991.


Uge 47, 2020


GSP Beograd sporvogn 2372
På min Interrail-tur i 2016 tilbragte jeg en dag i Serbiens hovedstad Beograd. Efter at være blevet smidt væk fra hovedbanegården af en emsig banearbejder (som jeg ikke havde lyst til at diskutere med i Serbien!) fik jeg kigget lidt på byens omfattende net af metersporede sporveje. På billedet ses vogn 2372, en Tatra KT4, på Karadordeva, med en venligt vinkende sporvognsfører.


Uge 46, 2020


Pakhus og læsseramper
I den forløbne uge gav den tyske forvaltningsdomstol i Leipzig endelig grønt lys for opførelsen af den tyske del af den kommende faste forbindelse over Fehmarn Bælt. Fra omkring 2029 vil det være muligt at krydse bæltet i en sænketunnel og man kan forvente at store dele af jernbane-godstrafikken mellem Tyskland og Skandinavien bliver forlagt til den nybyggede strækning, i stedet for via Storebælt.

Gods var der ikke noget af, da fotografen var forbi det gamle pakhus i Rødby Færge tilbage i efteråret 2012. På dette tidspunkt var det allerede 15 år siden at godstrafikken var flyttet fra færgerne til Storebæltsforbindelsen. Da der endnu fandtes vognladningsgods kunne man ved pakhuset i Rødby Færge dog både se stykgodstrafik og import af frugt og grønt fra Sydeuropa, noget som er svært at forestille sig i dag.
I alt 14 billeder af pakhuset i Rødby Færge er lagt online i dag.


Uge 45, 2020


Spordiamant ved Tarup Center letbanestation
Anlægget af Odense Letbane går efterhånden ind i sin afsluttende fase. På to gåture i går, dels en hundeluftertur om morgenen, og senere på dagen en tur fra Tarup Center langs banen til Nyborgvej, kunne det konstateres, at der kun mangler at blive anlagt spor ganske få steder på strækningen. Det forventes at Letbanen indvies 1. september 2021.
En række billeder som viser status for de kommende stationer på den nordlige del af banen kan ses i foto-galleriet.
"Ugens foto" viser den flotte spordiamant ved Tarup Center station.


Uge 44, 2020


DB AByg <sup>503</sup> 50 80 38-11 310-8
Ved Deutsche Bundesbahn ombyggede man i 1950-60'erne en lang række ældre personvogne ved at genanvende undervognene, men påbygge nye vognkasser, såkaldte "Umbauwagen". Der blev både lavet 3- og 4-akslede udgaver af disse vogne. Endnu i 1980'erne blev de 4-akslede vogne anvendt over hele Vesttyskland, nogle vogne overlevede sågar op i 1990'erne, da der opstod et stort vognbehov i forbindelse med Tysklands genforening.

På billedet ses en 1. og 2. klasses vogn på Flensburg Hbf. i 1986.


Uge 43, 2020


DSB MQ 4927
Arriva overtager indenfor de kommende måneder DSB's MQ dieseltogsæt, i forbindelse med overtagelsen af kørslen på Svendborgbanen og på strækningen mellem Vejle og Struer. Første togsæt var MQ 23, som blev kørt fra Fredericia til Struer 12. september. Fremtidig vedligehold vil være på værkstedet i Struer.

På billedet ses DSB MQ 4927 + 4127 en sommersøndag med regionaltog mellem Odense og Ringe som ankommer til Pederstrup for et kort stop.


Uge 42, 2020


Den nye perron i Hjallese netop taget i brug.
På Hjallese station blev en ny perron på østsiden af Svendborgbanen, samt gangbro og elevatorer, opført i 2019, for at give mulighed for overgang mellem regionaltog og den kommende i Odense Letbane. I første omgang blev byggeriet dog spærret af.
Fra 8. oktober 2020 blev det nye perronanlæg taget i brug, hvorefter den gamle perron skal fjernes henover de kommende måneder, ligesom der bliver sat hegn op, så det ikke vil være muligt at krydse skinnerne.
Samme dag tog jeg flere billeder som viser anlægsarbejder for Letbanen i Hjallese.


Uge 41, 2020


DSB EA 3013
Med leveringen af nye Vectron-lokomotiver til DSB synger de tilbageværende EA-lokomotiver i drift på sidste vers og kan forventes udfaset allerede i løbet af den kommende måneds tid. På billedet fra efteråret 1995 er DSB EA 3013 dog forholdsvist ny-leveret, hvor den ankommer med et regionaltog fra nord til Hellerup. Det er dog allerede 10 år siden dette lokomotiv forlod Danmark for at komme i drift i Bulgarien.


Uge 31, 2020


Vojens station
Det er ikke nogen hemmelighed, at eders redaktør har en svaghed for "stationskasserne", som blev opført rundt om i landet i løbet af 1960'erne. På billedet ses Vojens station fra sporsiden i al sin enkelthed.


Uge 30, 2020


LJ M 14 med udflugtstog for tyske jernbaneentusiaster
I forbindelse med nedlæggelse af Troldhedebanen fik Lollandsbanen mulighed for at indkøbe diesellokomotivet TKVJ M 2, som på Lolland blev til LJ M 14. Oprindeligt havde det kørt på en industribane i Sverige. I 1980'erne, da jeg begyndte at interessere mig for jernbaner, blev lokomotivet kun meget sjældent anvendt, og jeg havde kun set det holde i remisen i Nakskov.

I maj 1989 fik jeg imidlertid et tip fra stationsforstanderen i Maribo om, at der skulle køres udflugtstog for tyske jernbaneentusiaster med netop M 14 og et par af banens Bg-vogne. Det skulle naturligvis foreviges, så lørdag morgen var jeg tidligt afsted på min cykel til Våbensted mellem Maribo og Sakskøbing, klar til at fotografere. Banen går på dette sted temmeligt præcist øst-vest, hvilket jeg desværre ikke havde taget højde for i forhold til solens stilling; billederne blev nogle håbløse modlys-fotos.

Heldigvis cyklede jeg tilbage til Maribo, sikkert alt hvad remmer og tøj kunne holde til, og nåede da også at fange maskinen lave omløb på stationen dér. De tyske entusiaster skulle med Museumsbanen en tur til Bandholm, så der var god tid til at kigge lidt mere på "Degerfors-uhyret", som maskinen vist blev kaldt, efter sin fortid som rangermaskine i netop Degerfors i Sverige.

Selvom M 14 forblev på Lollandsbanen i mange år, fik lokomotivet en lidt krank skæbne, efter det i 2007 blev solgt til en tysk jernbaneklub. Her blev det godt nok ommalet og kom vist også i drift, men blev ophugget i 2013.


Uge 29, 2020


DSB ME 1509 klar til afgang med <em>Ostsee-Express</em>
Denne uges foto vinder ingen priser for hverken komposition eller teknik, ligesom tidens tand heller ikke har været nådig ved det gamle dias, men som historisk dokumentation er jeg trods alt alligevel glad for billedet: DSB ME 1509 klar til afgang med P 328 Ostsee-Express fra Gedser, halvt gemt bag et PU-signal. Første vogn efter lokomotivet er en sovjetisk sovevogn, derefter en DR WLAB, hvorefter resten af oprangeringen fortaber sig i det uvisse.

Billedet er taget i foråret 1991 kl. 06.30, deraf det manglende lys og den uldne (mangel på) skarphed. Jeg har formodentlig taget billedet på 1/60 sekund, mens jeg har holdt vejret.

I færgelejet anes "F/S Warnemünde" og i forgrunden ses en Citroen BX parkeret.

Yderligere 4 fotos af østeuropæiske personvogne i Danmark er tilføjet i dag.


Uge 28, 2020


LJ Ev 94
Lollandsbanen overtog i 1983 en tidligere pakvogn litra Dh fra DSB og indbyggede en varmekedel heri, så den kunne bruges til opvarmning af banens lokomotivtrukne persontog fra starten af 1984. Ved Lollandsbanen hed vognen LJ Ev 94. På billedet fra 1988 holder vognen i skarp efterårssol, så man ikke kan se meget af vogngavlen. Til alt held fotograferede jeg også vognen et par år tidligere, et teknisk dårligt billede, som dog til gengæld viser hvordan gavlen så ud.


Uge 26, 2020


Rostocker Strasssenbahn Gotha-vogn 782
Rostocker Strasssenbahn Gotha-vogn 782 med to bi-vogne på Lange Strasse i Rostock. Den 2-akslede sporvogn var bygget af VEB Gotha og kom til Rostock fra Karl-Marx-Stadt i 1975. Den blev udrangeret i 1994 og derefter skrottet.


Uge 24, 2020


PKP TKt48-29
De polske statsbaner fik i årene 1950-57 leveret 191 damplokomotiver type TKt48, bygget af lokomotivfabrikkerne Cegielski og Fablok. Kønne er maskinerner ikke - men de gjorde god fyldest og var i ordinær drift endnu i starten af 1990'erne, særligt på strækninger i det sydlige Polen.

Selv så jeg flere af typen i drift i august 1986, hvor jeg deltog i en rejse arrangeret af Maribo Ungdomsskole. Turen var naturligvis ikke med henblik på at se på damplokomotiver, så billeder fra dengang har jeg ikke. Men i mine dagbog fra turen har jeg noteret lokomotiver "i stil med DRG BR 86" (som jeg jo kendte fra Märklin-katalogerne), blandt andet i Zakopane, Tarnow og Kepno. Først da jeg kom hjem igen fik jeg flere oplysninger om disse lokomotiver fra en artikel i magasinet Continental Modeller, hvor billeder og en tegning viste, at der var tale om netop typen TKt48.

Billedet er fra mange år senere, hvor jeg endelig igen fik lejlighed til at komme til Polen, i Szczecin i september 2013, hvor en af de mange bevarede lokomotiver henstår foran maskindepotet ved Hovedbanegården i byen.


Uge 23, 2020


DR 110 619-4
Fra banegården Güsten, som ligger øst for Harzen i Sachsen-Anhalt, gik endnu i starten af 1990'erne strækninger i 5 forskellige retninger. Banegårdsbygningen ligger klemt inde med spor på begge sider og er derfor en såkaldt ø-banegård. På billedet ses banegårdsanlægget fra nordøst, og i midten af billedet ses DR 110 619-7 med et persontog. Der er formodentlig tale om et tog på den såkaldte Kanonenbahn mellem Berlin og Blankenheim, som blev anlagt i 1879 af militærstrategiske årsager. Første vogn efter lokomotivet er en 3-akslet Reko-pakvogn. Yderligere et foto set fra den modsatte vinkel kan også ses i fotogalleriet.
Hele det østlige banegårdsområde, som ses på billedet, er i dag omdannet til busholdeplads og solcelleanlæg.


Uge 22, 2020


Rudkøbing station, sporside
Langelandsbanens smukke stationsbygning i Rudkøbing eksisterer endnu og anvendes blandt andet som rutebilstation. Under perrontaget ses det berømte "24-timers" ur. Billedet er fra efteråret 2009.


Uge 21, 2020


Styrevognstog skubbet af DB 143 863-9
Styrevogne med det såkaldte "Wittenberger Kopf" opstod i 1990'erne ved ombygning af enten østtysk-byggede nærtrafikvogne eller allerede eksisterende styrevogne af vesttysk oprindelse. En sådan styrevogn ses her forrest i regionaltog skubbet af DB 143 863-9, som ankommer til Flensburg Hbf. fra Neumünster tilbage i 2011.


Uge 20, 2020


DB 112 144-1
De tyske BR 112.1 udgjorde i mange grundstammen af trækkraft i Schleswig-Holstein, blandt andet med dobbeltdækkerstammer. På billedet fra juli 2009 er DB 112 144-1 netop ankommet til Kiel Hbf. med en sådan stamme som et Schleswig-Holstein Express-tog fra Hamburg.


Uge 19, 2020


Odense Letbane under anlæg i Albanigade
For 5 år siden på dagen i dag (6. maj) tog jeg fotos af de første indledende gravearbejder på Odense Letbane for omlægning af forsyningsledninger ved Benedikts Plads og i Albanigade.

Det gode vejr i dag skulle udnyttes til at se hvilke forskelle der er, ved at bruge nogle af de samme foto-vinkler. Det første spor i kurven fra Benedikts Plads til Albanigade er lagt for få uger siden, men derudover afventer man fortsat sporlægning i selve Albanigade.

Selve letbane-stationen på Benedikts Plads er dog godt undervejs. Flere billeder fra i dag kan ses i foto-arkivet.


Uge 18, 2020


DSB MZ 1418 med godstog
Tilbage i foråret 1993 ses DSB MZ 1418 netop ankommet til Odense med et godstog fra vest. Rangerpersonalet ser lidt tænksomt ud, jeg erindrer ikke hvorfor.

To andre fotos fra samme dag, som tidligere har været offentliggjort på hjemmesiden, er samtidig blevet genpubliceret i nye scanninger i højere opløsning: DSB MY 1135 med passagervogne fra færgen M/F Prins Joachim i Nyborg og DSB MZ 1427 med regionaltog RV 3140 i kurven øst for Tommerup.


Uge 17, 2020


Lokaltog 2034/2134
Lokaltogs Lint-togsæt har tidligere været vist i "Ugens fotos", men kan vist godt tåle en gentagelse. Her er togsættet 2034/2134 netop ankommet til Hårlev station. I baggrunden er et andet Lint-togsæt ved at afgå. Den opmærksomme læser bemærker, at de to togsæt ikke har samme bemaling.


Uge 16, 2020


TXL 185 417-5
TX Logistik kørte i en periode godstog igennem Danmark, men fik en lidt omtumlet tilværelse med inddragelse af virksomhedens operatørlicens. Hectorrail gennemførte derfor en del af kørslerne, med både egne og TXL's TRAXX-lokomotiver.

På billedet ses TXL 185 417-5 med trailertog under udkørsel fra Nyborg mod øst i februar 2015, på dette tidspunkt stadig på egen licens.


Uge 15, 2020


DSB MFA 5032
Det er blevet forår og det skal, på trods af - eller måske netop på grund af - Corona-krise, fejres med et farvestrålende billede af blomstrende raps. I maj 2019 ses DSB MFA 5032 med sydgående IC-tog ved Nørre Bjert mellem Eltang og Kolding.


Uge 14, 2020


DSB ER 2105 + MF 5246
Den danske modeljernbaneproducent McK havde først planlagt H0-modeller af DSB's IC3 og IR4 togsæt, men skrinlagde så projektet i en periode. Nu er det alligevel blevet offentliggjort, at modellerne kommer. I den anledning skal vi have et billede af ER 2105 + MF 5246, som dukker frem ved toppen af Elmelundsbakken øst for Odense, hvor motorvejen går over banen.


Uge 11, 2020


CD 163 034-2 <em>'Helena'</em> udlejet til Przewozy Regionalne (PR)
Da de Polske Statsbaner (PKP) - i lighed med andre statsbaner i mange andre EU-lande - blev privatiseret i løbet af 2000'erne, blev driften af regionaltog i december 2008 udskilt i et særskilt selskab, Przewozy Regionalne. Til driften af interregio-tog anvendes blandt andet indlejede lokomotiver fra CD, som 163 034-2 'Helena', der på billedet fra marts 2013 ses under afgang fra Katowice Glowny.


Uge 10, 2020


DSB MFB 5215
Foråret er på vej og det skal fejres med et foto fra samme årstid sidste år. Ved Render mellem Tommerup og Holmstrup var en lille skov blevet fældet, hvorved et nyt fotosted kunne bruges til at fange lyntoget L 40 på vej mod Slagelse den 7. maj. Solen var dog ved middagstid næsten drejet for langt mod syd og skyerne i baggrunden slukkede effektivt for lyset ganske få sekunder efter dette billede kom i kassen.


Uge 09, 2020


DB 110 405-8
Deutsche Bundesbahns Baureihe 110 hørte i mange år til grundstammen til persontog i Tyskland. Lokomotiverne kunne ofte ses med hurtige person- og nattog.

På billedet holder 110 405-8 dog med en stamme af Silberlinger i Uelzen i 1991, så der er formodentlig tale om et regionaltog.


Uge 08, 2020


DB 143 930-6
Da de to Tysklande blev lagt sammen i 1989 havde Deutsche Reichsbahn en moderne flåde af nybyggede elektriske universallokomotiver BR 243, som hurtigt blev spredt over hele landet, også på tidligere Bundesbahn strækninger.

En del af maskinerne er endnu i drift, omend det begynder at tynde ud i bestanden ved Deutsche Bahn.

Lokomotivet på billedet, 143 930-6, kørte for DB Regio i Kiel fra november 2013 til januar 2018. Her ses maskinen dog holde weekend-pause ved drejeskiven på Kiels maskindepot i 2017. Siden da er den blevet hensat, men eksisterer dog fortsat.


Uge 07, 2020


RDK EA 3011
Tilbage i sommeren 2002 ses Railion EA 3011 ankomme til Fredericia med godstog. Forrest i stammen ses tyske vogne litra Roos-t læsset med træstammer.


Uge 06, 2020


DSB MH 384
Når man i dag ser Københavns Godsbanegård er det svært at forestille sig, at der for ikke særligt mange år siden var en livlig trafik med rangering af godsvogne. I dag ligger de fleste sporrester øde hen, eller der er blevet bygget på området.

På billedet fra november 1992 ses DSB MH 384 rangere på Godsbanegården, set fra Dybbølsbro. I stammen ses en DSB Gs, en DSB Hims, en DB Hbbillns, en DB eller FS Hbbillns, en DSB Hbis, en SBB Hbis og en DB Hbis, hvorefter resten ligner Hbis-vogne, men de nærmere detaljer fortaber sig. I baggrunden ses H.C. Ørstedværket på Enghave Brygge.


Uge 05, 2020


Hector Rail 241.008 + 241.002
Vinteren har været særdeles mild indtil videre. Som her 4. januar i smukt solskin, hvor Hector Rail 241.008 + 241.002 ses nær Tommerup med sydgående godstog.


Uge 04, 2020


Knarreborg station
Knarreborg Station på Assensbanen ligger egentlig i byen Tommerup, men fik ved åbningen af banen i 1884 navnet Knarreborg, fordi der allerede eksisterede en Tommerup Station - på hovedstrækningen for den fynske jernbane mellem Nyborg og Strib.

Den lille stationsbygning i Knarreborg er ganske velbevaret og anvendes til et lokalt projekt, "Mission Afrika genbrug".


Uge 02, 2020


DSB MQ 4930 + MQ 4130
Svendborgbanen er nu gået ind i sit sidste år med DSB som operatør. Fra december 2020 bliver det Arriva, som skal køre togene på strækningen. På nytårsdag passerer DSB MQ 4930 + MQ 4130 Fruens Bøge på vej mod Svendborg.



Til top