Jernbanenyheder III. kvartal 2008

Danmark

Yderligere 10 ET-togsæt bestilt af DSB

Transportministeriet offentliggjorde 04.09.2008 købet af 10 ny Øresundstog. Planen er, at de nye tog leveres i løbet af 2010. Togsættene er af samme type som de nuværende litra ET og består af tre vogne med 194 pladser og 39 klapsæder.

Ifølge leverandøren Bombardier indeholder aftalen option på køb af yderligere 30 tog.

Siden Øresundsbroens åbning i 2000 er antallet af passagerer, som har taget toget over Øresund, steget med i gennemsnit 14,5 procent pr. år og ventes at runde 11 mio på årsplan i 2008. Derfor er det netop besluttet at forstærke betjeningen ved indkøb af ti splinternye Øresundstog af den samme type, som kører trafikken i dag.

Togene anskaffes i praksis af DSB og udlejes på en langtidsaftale til Trafikstyrelsen, der stiller dem til rådighed for DSBFirst, som skal drive Øresundstrafikken fra januar næste år.
(jh) 05.09.2008

Aftale om Femernforbindelse underskrevet

Transportministrene for Tyskland og Danmark, Wolfgang Tiefensee og Carina Christensen, underskrev 03.09.2008 aftalen om en fast Femernforbindelse.

Dagen forinden har et bredt flertal i Folketinget indgået en politisk aftale om forbindelsen og financieringen af udbygningen af de danske landanlæg. Udbygningen indebærer, at jernbanestrækningerne Vordingborg–Storstrømsbroen og Orehoved–Rødbyhavn udbygges til dobbeltspor, og at jernbanestrækningen Ringsted–Rødbyhavn elektrificeres. Forbindelsen vil i sig selv frigøre kapacitet til landsdelstrafikken mellem Sjælland, Fyn og Jylland.

Målet er, at den faste forbindelse over Femern Bælt åbner for trafik i 2018, hvor selve anlægget vil begynde i 2012.

I forlængelse heraf forventes det, at en ny jernbane mellem København og Ringsted over Køge, for aflastning af den eksisterende strækning via Høje Taastrup vil blive vedtaget snarest.

Aftaleteksten kan læses på www.trm.dk.
(jh) 03.09.2008

Jysk Veterantog på tur med Nordpilen

Jysk Veterantog genopliver for en dag 1970'ernes gennemgående tog mellem Padborg og Aalborg lørdag 06.09.2008. Toget Nordpilen kørte oprindeligt fra Hamborg til Frederikshavn, men for at nå turen på én dag, er turen afkortet lidt i begge ender. Toget oprangeres af kupévogne (A+Bk+B+B) og fremføres af et DSB MY 1126, som fortsat er i "Grafitti"-bemaling.

Læs mere om udflugten og find køreplan på www.jyskveterantog.dk/saertog/JVt-turPaAb080906.shtml.
(jh) 24.08.2008

VL lynettetog til Skælskørbanen

En privatmand har købt VL's lynettetog Ym 60 + Ys 260, og toget blev overført pr. blokvogn for opbevaring ved Skælskørbanen 21.08.2008. Togsættet i blå/hvid bemaling blev overtaget fra Nordjyske Jernbaner A/S i 2005, men er blevet overtalligt efter leveringen af Lint motortog til VL.




(jh) 24.08.2008

Norge

Første CargoNet 185'er leveret

CargoNet 185 620-2 ankom til Pa 23.08.2008. Der vil blive leveret en serie på 10 maskiner til CargoNet, indlejet fra ATC som leveres i "husfarverne" sølv og gul, med godkendese for at køre i Norge og Sverige. Norsk betegnelse vil blive CN nr. 119 001-010.

Lokomotivet blev overført fra Pa til Sverige 27.08.2008 i GF 38902, fremført af Hector 241.006, se foto i fotogalleriet. CargoNets nye 185 maskine skal testkøres i Sverige omkring Malmø eller Hallsberg, senere i Norge i perioden 6-10.10.2008.

(jh) 24.08.2008, opdateret 28.08.2008

Tjekkiet

7 dræbt i togulykke i Tjekkiet

Syv mennesker blev dræbt og 63 såret 08.08.2008, da et EuroCity tog mellem Krakow og Prag ramte en kollapset bro i Studenka med 140 km/t. En motorvejsbro under renovering brød sammen omkring kl. 10.30, hvorefter lokomotiv og flere vogne blev afsporet da de ramte resterne af broen. To ingeniører er efterfølgende blevet anklaget for sjusk i forbindelse med renoceringen af broen.
(jh) 24.08.2008

 

Til top