Danmark
DSB MF 5068/5268 exfolieret
DSB MFA 5068 / FF 5468 / MFB 5268 har inden for de seneste dage mistet den grønne reklamefolie "Grøn, grønnere, grønnest" og optræder nu igen i den originale hvide IC3 bemaling med røde dørpartier, dog med selve dørene i det nye grå/blå design.
En oversigt over IC3-togsættenes bemalinger gennem tiderne kan i øvrigt findes på Jernbanens forum.
(jh) 10.01.2011
Internationalt konsortium skriver rådgivningskontrakt for København-Ringsted
Banedanmark skrev 07.01.2011 kontrakt med et dansk-tysk-svensk rådgiverkonsortium og tog dermed et væsentligt skridt i forberedelserne til den nye jernbane mellem København og Ringsted over Køge.
Banen designes til en tophastighed på 250 km/t og er en del af København-Ringsted projektet, som er Banedanmarks største baneprojekt nogensinde.
Kontrakten blev indgået med et internationalt konsortium bestående af danske Atkins Danmark A/S og EKJ Consulting Engineers A/S, tyske Ingenieurbüro Dipl.-Ing. H. Vössing GmbH samt svenske Sweco Infrastructure AB.
Kontrakten omfatter først og fremmest fastlæggelse af den endelige linjeføring og de jernbanetekniske dele på 56 km af strækningen. På et senere tidspunkt sender Banedanmark de resterende fire kilometer af banen i udbud. Dertil kommer udarbejdelse af rammer for permanente og midlertidige flytninger af veje og stier, principper for afvanding af banearealer, omfang og placering af broer, tunneler og støttemure, kravspecifikation for Køge Nord Station samt program for logistik for byggepladser og adgangsveje. Desuden omfatter kontrakten udbudsgrundlag for spor, køreledning og stærkstrøm entreprenørarbejderne.
Kontrakten blev vundet i konkurrence med fire andre internationale konsortier.
(jh) 08.01.2011
Virgin Trains til Danmark?
I den seneste uge har flere medier skrevet om, at Virgin Trains har udtrykt interesse for at køre tog i Danmark.
Kommunikationsdirektør Arthur Leathley udtaler i Børsen bl.a. "Hvis danskerne er interesserede i bedre kundeservice, kortere rejsetid osv., så er Danmark absolut et marked, vi er meget, meget interesserede i" og "Det interessante for os er markeder, hvor kundeservice er vigtig, men hvor vi kan være sikre på at tilbyde noget, der er over det normale.".
Udtalelsen kan måske ses på baggrund af, at transportminister Hans Chr. Schmidt (V) i december 2010 havde planer fremme om, at strækningen København-Aalborg skulle åbnes for fri trafik, dvs. at flere operatører vil kunne drive strækningen i konkurrence.
Engelske Virgin Trains er en del af Sir Richard Bransons omfattende Virgin-koncern, som også driver bl.a. driver medier (radio, pladeselskab), luftfartsselskaber og altså jernbanedrift i England.
(jh) 08.01.2011
CFL MX 1029 omlakeret
CFL MX 1029 er omkring årsskiftet kommet i drift omlakeret i stil med søsterlokomotivet MX 1023, i brun med gule "fartstriber" og GM-logo på fronten.
Hidtil har den kørt i OHJ´s røde farve, som den blev opmalet i tilbage i 1988.
(jh) 04.01.2011
DSB ME 1523 afsporet på Østerport station
DSB ME 1523 afsporede søndag aften 02.01.2011 ved Østerport station med RØ 1261, heldigvis uden passagerer. Ingen personer kom til skade. Toget var på vej fra depotsporene da afsporingen fandt sted.
Afsporingen kræver et større reparationsarbejde (bl.a. er flere køreledningsmaster blevet nedlagt), hvorfor en række regionaltog vil være aflyst mellem Østerport og København H. Regionaltogene mellem Østerport/København H og Roskilde/Ringsted (40xx/41xx) er helt aflyst 03.01.2011.
I en pressemeddelse skriver Banedanmark:
Det tog, der blev afsporet under rangering søndag aften, gav store skader på såvel skinner som kørestrømsanlægget ved Østerport Station, og det påvirker trafikken. Frem til onsdag er det fortsat kun muligt at køre regionaltog i et af de fire spor.
Mandag formiddag blev den sidste togstamme bugseret væk, og arbejdet med at genoprette sporet er i fuld gang.
"Der er tale om et såkaldt krumt sporskifte, som er totalskadet. Det er en specialsag, så for at få flere spor i brug så hurtigt som muligt, går vi nu i gang med at skære de 75 meter skinner op, der er omkring sporskiftet, og sætte nye skinner ind. Det betyder, at vi kan benytte de øvrige spor igen, inden vi får et nyt sporskifte frem", siger sporchef i Banedanmark Bent Bertil Jacobsen.
Arbejdet med at udskifte skinnerne går i gang natten til tirsdag. Udfordringen gøres ikke mindre af, at ballasten under sporet er bundfrosset som følge af vintervejret.
Ud over et totalskadet sporskifte betød afsporingen også, at fem køreledningsmaster blev væltet omkuld - enkelte af dem i en grad, så deres fundament blev revet op ad jorden.
"Køreledningsmasterne ved tre af sporene er væltede, og der skal støbes nye fundamenter til flere af masterne, før vi kan sætte nye master op og genetablere kørestrømmen. Så vi er i fuld gang med en massiv opgave for at at få genoprettet anlægget, så trafikken kan afvikles i fuld omfang hurtigt muligt".
I øjeblikket er der kun mulig regionaltogstrafikken at køre i et enkelt af sporene på fjernbanen ved Østerport. Banedanmark forventer, at det onsdag er muligt at køre i tre af de fire spor.
Afviklingen af trafikken på S-banen er ikke berørt af afsporingen.
(jh) 03.01.2011
MjbaD DL 10 solgt til Schweiz
MjbaD DL 10 er solgt til et sporombygningsfirma i Schweiz og blev 13.12.2010 sendt sydpå på blokvogn.
Samme dag kørte lokomotivet sin sidste tur for egen kraft i Danmark fra værkstedet i Odder til Århus havn.
Lokomotivet var det sidste tilbage af de 3 Henschel privatbanedieseler, som blev leveret til jyske privatbaner i 1976-77: HP 16 (Henschel 31949/1976), VNJ DL 14 (Henschel 31948/1977) og HHJ DL 10 (Henschel 31947/1977). Sidstnævnte blev i 2008 omlitreret til MjbaD DL 10, i forbindelse med navneskiftet på Odderbanen.
Pudsigt nok ser alle 3 maskiner ud til at havne i Schweiz, idet de to førstnævnte allerede anvendes af sporombygningsfirmaet Carlo Vanoli AG.
På Odderbanen er det meningen af MjbaD MX 26 "Tørfisken" skal anvendes til de lejlighedsvise behov for lokomotivtrækkraft på banen, men dette lokomotiv er endnu ikke overført fra Lemvigbanen.
(jh) 03.01.2011
Nye MQ-motortog til DSB
DSB får i øjeblikket leveret 8 nye motorvognsæt litra MQ, numrene 4123-4130/4923-4930. Tillige med den "korte" litrering er motorvognene tillige forsynet med VKM-litrering (95 86 000 4xxx-x DK-DSB).
De nye togsæt afløser MR/MRD-togsættene på Grenåbanen, men vil også blive anvendt på Svendborgbanen og mellem Fredericia og Odense, sammen med de 12 MQ fra 2002.
(jh) 03.01.2011
Sverige
X2000-ulykke i Malmö
Ved en spektakulær rangerulykke på Malmö Centralstation 01.01.2011 bragede et X2-tog ind i en beton-stopbom og led stor skade. Heldigvis kom ingen personer til skade ved uheldet.
De implicerede enheder var X2 2014+UA2 2819+UB2 2873+URB2 2606+UB2 2850+UB2X 2535, hvor de to førstnævnte led stor skade og krøllede temmeligt voldsomt.
Billeder og mere information kan fx findes på Sydsvenkan.se og Postvagnen.com. Et indlæg på Postvagnen med billeder kan findes her.
Bjærgningen af togsættet finder sted fra mandag 03.01.2011, efter sigende bl.a. med hjælp fra en DSB mobilkran.
(jh) 03.01.2011