Danmark
Køf 260 til MjbaD
Midtjyske Jernbaner har købt Køf 260 fra DB Schenker Rail Scandinavia A/S. Rangertraktoren ankom til Lemvig ultimo januar 2014.
Forinden har den i mange år været stationeret i Ålborg. Oprindeligt blev den bygget til DSB i 1966.
Lemvigbanen har i forvejen 2 andre tidligere DSB køf-traktorer i drift: MjbaD Køff 21 (ex. Køf 283) og MjbaD T 29 (ex. Køf 252), som anvendes i forbindelse med rangering ved Cheminova.
Kilder: Deutsche-Kleinloks.de og Jernbanen.dk
(jh) 22.03.2014
Folieret ICE-TD
Det af DSB fra DBAG indlejede togsæt 605 006/106/206/506 er medio marts 2014 blevet folieret i DSB's grå/blå farver ved værkstedet i Werk Ammendorf.
Fotos kan fx. ses på Jernbanen.dk's forum.
(jh) 21.03.2014
Ex. TKVJ M 2 / LJ M 14 ophugget
Ifølge oplysninger på Rangierdiesel.de er den tidligere TKVJ M 2 / LJ M 14 (Jung 11490/1950) blevet ophugget i november 2013.
Lokomotivet kom oprindeligt til Sverige i 1951 for anvendelse ved en industribane som Degerfors Järnverk 2. I 1963 kom den til TKVJ som M 2, og anvendtes til godstog. Ved denne banes nedlæggelse i 1968 overtog Lollandsbanen maskinen, hvor den anvendtes sporadisk, indtil den i 2007 blev solgt til til WLH - Westfälische Lokomotiv-Fabrik Hattingen Karl Reuschling GmbH & Co. KG i Hattingen i Tyskland. Her blev lokomotivet omlakeret i sort og navngivet Bärbel. Det blev i de følgende år anvendt som museumslokomotiv.
Uvist af hvilken grund synes maskinen nu at være blevet ophugget. Er der nogle blandt læserne som kender de nærmere omstændigheder eller detaljer modtager redaktøren gerne et tip herom.
(jh) 21.03.2014
DSB MY 1101 fylder 60 år
Danmarks første moderne diesellokomotiv, DSB MY 1101, kan i disse dage fejre 60 års fødselsdag. Den gamle dame er heldigvis still going strong, bevaret af DSB Museumstog. Hun var den første af i alt 202 lokomotiver ved DSB med motor fra General Motors (GM) i USA, bygget af NOHAB (og senere Henschel), som i mange år trak størsteparten af DSB's person- og godstog.
7. februar 1954 var dagen, hvor DSB MY 1101 rullede over klappen fra færgen i Helsingør. Lokomotivet overnattede i Helsingør inden den videre færd mod København, hvor den præsenteredes for pressen og andre interesserede 8. februar. Dagen efter kom den til Nyborg og 2. distrikt, hvor prøvekørslerne mellem Nyborg og Frederikshavn blev indledt. Den 22. februar 1954 blev den endeligt overtaget af DSB, og var herefter i drift indtil 1986.
Jubilæet bliver markeret i Danmark med GM træf på Danmarks Jernbanemuseum i starten af september og ved en tysk-arrangeret rundrejse med tyske og danske MY-lokomotiver i maj-juni 2014.
(jh) 09.02.2014
Aftale om togfond giver milliardinvesteringer til jernbanen
Regeringen, Enhedslisten og Dansk Folkeparti har landet en milliardaftale om fremtidens togdrift i Danmark. Danskerne kan dermed se frem til hurtigere tog og kortere rejsetid. Det er i hvert fald målet med aftalen om Togfonden til 28,5 milliarder kroner, som partierne er blevet enige om.
Financeringen kommer fra ændret beskatning af Nordsøolien.
Nogle spørgsmål som forligspartierne har stillet som krav til aftalen er der endnu ikke taget endelig stilling til. Det gælder DF's krav om bane til Billund, som enten kan være i form af en letbane direkte fra Vejle eller en egentlig jernbane via Jelling til Billund. Hvilke af disse løsninger som er den bedste løsning bliver undersøgt i løbet af de nærmeste måneder.
Ligeledes er EL's krav om at gøre Ringsted til stop for nye superlyntog også stadig i spil. Det har ellers oprindeligt været planen at de nye tog som en del af timemodellen kun har stop i København, Odense, Aarhus og Aalborg - med en times køretid mellem hver af disse byer.
Timemodellen kræver store anlægsinvesteringer, herunder en ny bane over Vestfyn, en ny bro over Vejle Fjord og opgraderinger på strækningerne Fredericia-Vejle, Vejle-Horsens-Hovedgård og omkring Aarhus H. samt mellem Aarhus og Hobro
Aftalen indebærer endvidere elektrificering af strækningerne Fredericia-Aalborg-Frederikshavn, Vejle-Struer og Roskilde-Kalundborg.
Derudover er der afsat penge til projekter med fokus på godstrafik: For at undgå, at godstog fra Sverige skal krydse passagertog på den nye København-Ringsted-bane, skal der laves en niveaufri krydsning på Ny Ellebjerg Station. Der bliver ligeledes afsat penge til et mindre projekt på Hirtshals Havn, der skal gøre det muligt at flytte ekstra gods over på jernbanen.
(jh) 14.01.2014
Finland
Vectron-lokomotiver til Finland
De finske statsbaner, VR Group, har bestilt 80 Vectron-lokomotiver fra Siemens til levering fra 2017, med option for yderligere 97 maskiner. Lokomotiverne vil stort set være en bredsporet udgave af Vectron-typen, som allerede har fundet købere på det øvrige Europæiske marked i Tyskland, Polen og Sverige.
De finske maskiner vil kunne operere under ekstreme kuldeforhold ned til –40 °C, og vil blive anvendt til både passager- og godstog. Maksimalhastigheden vil være 200 km/t og de vil have en effekt på 6.4 MW.
Lokomotiverne vil afløse de sovjetisk byggede VR Sr1 fra 1970'erne.
Kilder: Siemens og Railcolor
(jh) 14.01.2014
Tyskland
DB tester Multi Engine Traxx lige syd for grænsen
DB tester i øjeblikket diesellokomotiverne 245 006 og 007 i autotogene mellem Niebüll og Westerland (Sylt). De to maskiner er ud af en serie på 20 lokomotiver, som DB bestilte i 2011, og som i øjeblikket er under levering.
Testkørslerne skal afsløre, om de er kraftige nok til at afløse de 218'ere, som hidtil har kørt autotogene i forspand.
De nye lokomotiver er særlige, idet de er udstyret med 4 mindre dieselmotorer på hver 540 kW, som skulle gøre dem mere miljøvenlige og økonomiske, end konventionelle større motorer. De har elektrisk kraftoverførsel.
Tidligere har bl.a. Voith Maxima og Class 66 lokomotiver også været testet på strækningen.
Billeder af testkørslerne kan bl.a. findes på Railcolor.net.
Efter endt prøvekørsel returnerede de to lokomotiver til Kassel 21.02.2014.
(jh) 19.02.2014, opdateret 24.02.2014
Modeljernbaner
Heljan nyheder
På Hobbymessen 2014 i Valby-hallen løftede Heljan sløret for nogle af de kommende års nyheder. Noget havde allerede været luftet tidligere i diverse internet-fora af en af Heljans meget aktive produktudviklere, men andet var også helt nyt.
Til epoke II/III kommer 1. klasses kupevognene med tagrytter litra AF. To af disse eksisterer den dag i dag, efter sidst i deres karriere at have kørt som bivogne til MO-motorvogne. Også CP-vogne med tagryttere er en nyhed.
MO-motorvognene kommer i nye varianter fra 500- og 1900-serien.
Årets Nohab-orgie fortsætter med nye versioner af både MX og MY, udstyret med ny lyd fra ESU.
Der kommer Class 66-lokomotiver i flere varianter.
DSB-busser har været annonceret for år tilbage, men er nu ved at være klar til levering.
Det samme gælder DSB BL/Bf storrumsvognene til epoke III og IV.
Og så årets i mine øjne absolut største danske nyhed: Privatbanernes Y-tog! Der vil komme et hav af udgaver fra både de første leveringer fra 1965 og fra de af Scandia i 1980'erne byggede "Serie 7"-vogne - som i øvrigt også blev leveret til DSB til brug på Lille Nord mellem Hillerød og Helsingør. Der vil blive lavet varianter både med centralkobling og med puffer/skruekobling. Det bliver spændende at se, hvordan modelbane-entusiasterne tager imod disse typisk danske privatbane-togsæt, men mon dog ikke Heljan får stor succes hermed?
Foreløbig er barslet med togsæt fra DSB, Skagensbanen, Lollandsbanen, Østbanen og Odsherredsbanen/Høng-Tølløse Banen, men der er sikker basis for endnu flere varianter i de kommende år.
Som om dette overflødighedshorn af nyheder ikke var nok søger Heljan allerede inspiration til nye modeller i en tråd på Sporskiftet.dk. Interesserede kan måske nå at give deres besyv med, i den lange ønskeseddel som er opstået.
(jh) 07.03.2014
Rundsnude-mania II: Nyheder fra NMJ
2014 bliver et sandt orgie i nye modeller af Nohab/AFB GM-lokomotiver, populært kaldet rundsnuder. Ud over den tidligere på året annoncerede helt nye model fra Märklin/Trix kommer NMJ også med dette lokomotiv i 1:87.
Norsk Modeljernbane har i mange år leveret modeller til det norske og svenske marked. Oprindeligt startede man med at lave dyre og flotte messingmodeller (herunder også DSB MY-lokomotiver i små oplag), senere har man lavet mange fine modeller i mere gængse materialer.
Der kommer et hav af udgaver af Nohab'erne fra NMJ: NSB Di3a (flere numre og bemalinger), DSB MY 1108 i vinrød, MÁV M61 (flere numre og bemalinger), CFL 1603 og 1604, SNCB (flere numre og bemalinger) og diverse svenske maskiner, overtaget fra DSB.
DSB MY 1112 og MY 1147 kommer begge i rød/sort designbemaling. Det er morsomt, at 1147 bliver ved med at gå igen: Den legendariske Märklin 3067, som blev produceret i 1970'erne og 1980'erne, havde dette nummer; for et par år siden lavede Roco også 1147 og nu kommer der en mere. Det er naturligvis fordi DSB MY 1147 var det første MY-lokomotiv til at blive ommalet i designbemaling tilbage i 1972.
Foruden de nye Nohab-maskiner kommer NMJ bl.a. med norske personvogne i skala 0, nye varianter af NSB og SJ person- og godsvogne og "Gardemoen" hurtigtog.
Se alle 2014-nyhederne på nmj.no.
(jh) 21.02.2014
Nyt fra Faller 2014
Blandt Fallers nyheder finder man en model, som jeg synes fortjener omtale, også selvom forbilledet næppe kan findes i, eller for den sags skyld være synderlig anvendeligt, ved modelbaner med udgangspunkt i Danmark.
Der er tale om en model af de i DDR så typiske "Plattenbau"-boligblokke. Forbilledet kan virke trøstesløst og er formodentlig dybt uinspirerende at bo i, men ikke desto mindre finder man stadigvæk massevis af lignende byggerier overalt i det tidligere Østtyskland.
Selvom det umiddelbart kan virke deprimerende og måske ligefrem kafkask at forestille sig, at bo i et sådant byggeri, synes jeg alligevel at bygningerne formidler et typisk indtryk af, hvor i verden man befinder sig. Også det grimme kan somme tider have sin egen abstrakte, visuelle tiltrækningskraft 1).
Forbilledet hedder Plattenbau P2, hvor P'et står for parallel, fordi de bærende vægge er parallelle med facaden, mens 2-tallet angiver antal opgange. Man opførte altid typehusene med mellem 5 og 11 etager, hvor antallet af etager indikeres i typebetegnelsen med antallet af etager efter en skråstreg, fx. P2/11.
Modellen kommer som "grundpakke" med et stort tre-etagers byggeri med tilhørende tag med to trappeopgange og balkoner, hvortil kan købes udvidelsessæt, så man kan bygge "højhuse" op til forbilledets 11 etager. Endvidere kommer en mindre version P2/5, med en trappeopgang(?).
I Danmark har der næppe været udført byggerier af så arkitektonisk ringe kvalitet som DDR-plattenbau, ikke engang i de boligområder som i dag af medier og politikere betegnes som ghettoer.
Måske kan man alligevel forestille sig, at Fallers bygninger kan forsynes med murstensfacader og derved komme til at ligne noget dansk? Tiden vil vise, om der er modelbyggere som finder ud af at kitbashe sættene.
Tidligere har Piko haft lavet en model af et lignende byggeri, type WBS 70, som imidlertid i sin tid fik dårlige anmeldelser blandt tyske modelbyggere (se f.eks denne tråd på Drehscheibe-online.de). Det bliver spændende at se, hvordan man tager imod og vurderer Fallers nye tiltag.
Vil man læse mere om emnet kan den tyske Wikipedia med fordel besøges, med vanlig tysk grundighed findes naturligvis også beskrivelser af de enkelte Plattenbau-typer WBS 70, WHH GT 18, P2, M10 og Q3A.
Se også Jeder M2 Du for en meget omfattende samling historiske og nutidige billeder og informationer.
Andre for danske anlæg måske mere relevante nyheder kan være et stort stenværk og en tidligere stationsbygning, indrettet til håndværker-virksomhed (som med lidt god vilje godt kunne se ud til at ligge i Danmark).
Fallers nyheder kan ses og downloades på www.faller.de.
1)Kunne man tænke sig at opleve et sådan "Plattenbau" indefra, har man i Rostock ganske tæt på Danmark mulighed herfor. I efteråret 2013 var jeg et par dage dernede for at se på jernbaner, og fandt et billigt hotel i Klein Lütten. Det er næppe et sted man inviterer Fruen hen på en romantisk tur ( - så bliver hun i hvert fald med garanti slemt skuffet!), men til en pris af 20€ for en overnatning, var det overkommeligt - og egentlig havde jeg blot brug for et sted at sove, så hvorfor betale i dyre domme for en masse komfort. Det får man så heller ikke!
Både ude- og indefra formidler stedet fortsat 100% DDR Plattenbau-stemning. www.gaestehaus-rostock.de.
(jh) 14.02.2014
Weinert-nyheder 2014
Den tyske producent er primært kendt for at lave løsdele til optimering af modeller og meget detaljerede byggesæt til lokomotiver. For et par år siden udvikledes endvidere "Mein Gleis", et nyt skinnesystem med meget fine detaljer og nogle enoooormt lange sporskifter.
"Mein Gleis" sporskifte-sortimentet udvides nu med en "lillebror", hvor sporskifterne "kun" er 33,3 cm lange. De er stadig lige så veldetaljerede som de næsten 40 cm lange storebrødre og har også hjertestykkevinkel 8,6°, men lidt mindre sporradius.
Ved den almindelige gennemsnitsmodelbane er det næppe muligt at bygge et helt anlæg med disse lange skifter, men til klub- eller modulbaserede anlæg kan de varmt anbefales. For det er jo egentlig synd at investere mange tusinde kroner i rullende materiel, som så kører på "legetøjsspor".
Sammen med de nye sporskifter kommer et nyudviklet servodrev til montering under anlægspladen, med indbygget mulighed for at dreje sporskiftelanternen.
Weinerts nyheder kan ses på www.weinert-modellbau.de og mere information om skinnesystemet kan findes på www.mein-gleis.de.
(jh) 12.02.2014
Nyheder fra Brawa 2014
Tyske Brawa har i mange år leveret fremragende modeller, men som også ligger i den dyre ende. I de senere år er der dukket flere fine danske godsvogne op fra producenten, denne tendens fortsætter i år, hvor der tillige findes en dansk lokomotivnyhed. Man har nemlig kastet sig over Deutsche Bundesbahn diesellokomotiverne Baureihe V100/V100.2, senere 211/212, som nykonstruktion. En af disse, DB 211 130-0, blev i 1989 købt af VLTJ, først litreret som ML 15, fra 1990 som VLTJ ML 25. Det er i sidstnævnte udgave at Brawa fremstiller maskinen. Den var i drift i Vestjylland indtil 2001, hvor tidligere DSB MX- og MY-lokomotiver afløste den.
For mange år siden har Roco også haft udgivet en model af ML 25, men mon ikke der er mange (nye) modelbaneentusiaster, som gerne vil have fingre i Brawas kommende model?
Foruden den danske udgave kommer flere tyske, både som statsbane og senere privatbane-udgaver, samt en østrigsk udgave. I de kommende år kan man forestille sig et hav af varianter, da mange af lokomotiverne efter endt tjeneste ved DB er blevet solgt til privatbaner rundt om i hele Europa.
Ud over DB V100 kommer der fra Brawa nye varianter af det moderne Voith Gravita-lokomotiv, DBAG 245 TRAXX diesellokomotiv, nykonstrueret TRAXX BR 146/185.2, en nykonstrueret preussisk dampmaskine G 10 (senere BR 57) og diverse motorvogne.
En nykonstruktion er også de lukkede godsvogne med skydevægge litra Hbis299. Forbilledet var vidt udbredt i hele Europa, da de var en del af RIV-overenskomsten og kunne ses over hele Danmark i epoke IV/V. De vil derfor være endog meget anvendelige på et dansk anlæg.
Vognene kommer i flere forskellige sæt fra DB/DBAG, og vil også kunne laves på et senere tidspunkt af Brawa som DSB's tilsvarende vogne litra Hbis. Man har jo lov at håbe. At dømme efter de foreløbige billeder i Brawas nyhedsprospekt bliver det en meget fin vogn.
Som dansk nyhed kommer en Shell-tankvogn DSB ZE 502 812 til epoke III.
Alle Brawas nyheder kan ses i det imponerende nyhedsprospekt, som kan downloades fra Brawa.de.
(jh) 10.02.2014
MäTrix nyheder 2014
Märklin og Trix er som bekendt to alen af et stykke, hvorfor nyhederne fra disse to firmaer bliver behandlet under ét.
Som helt nyudvikling kommer NOHAB/AFB GM-rundnæserne, altså DSB litra MY og de lignende søskende fra Belgien, Luxemburg og Norge. Om disse nye lokomotiver bliver bedre end de allerede fremragende modeller fra Roco og Heljan vil tiden jo vise... De kommer naturligvis både til 2- og 3-skinne drift.
I Märklins sortiment kommer et vognsæt med 4 tillempede DSB CL-vogne, ommalet fra en tysk grundmodel. Bortset fra de dobbelte døre i vognenderne og 8 hjul i alt har disse ikke en pind med forbilledet litra CL at gøre, så man vil være meget bedre tjent med at købe Hobbytrades meget fine vogne til at spænde bagefter sin nye MY!
Nye lokomotiver er bl.a. DB ellokomotivet BR E 93, "den tyske krokodille". Piko har for snart mange år siden udgivet en meget fin model af dette forbillede, som det bliver svært for MäTrix at gøre meget bedre. En helt ny konstruktion er også skinnebussen VT 95.9 fra DB.
Nogle danskere vil måske blive glad for DB 218'eren i den oprindelige røde bemaling. Disse lokomotiver har man regelmæssigt kunne se i Padborg i mange år.
En sjov gimmick kommer med et Lint-motortogsæt, hvor dørene er udført som elektroniske displays, sådan at man kan simulere at dørene åbnes og lukkes ved hjælp af en animationsfilm. Hvorvidt det er overbevisende skal vist vurderes ved et nærmere eftersyn, men det lyder da meget sjovt...
Kører man Märklin og er man til lange tyske kultog er de to sæt med to grønne DB BR 150 i forspand med tilhørende i alt 20 Fad167 selvtømmervogne måske noget? Det er genoptryk af gamle modeller, men ikke desto mindre sikkert meget imponerende at se slæbe henover en lang paradestrækning.
Fra Minitrix kommer til skala N et sæt med to DSB liggevogne. Der er tale om en indenlandsk liggevogn med måne og stjerner og en liggevogn fra Skiløberen med konfetti.
Ud over de nævnte modeller kommer selvfølgelig et hav af varianter og omlakeringer af allerede eksisterende forme, så der er rigeligt at bruge pengene til for den købelystne MäTrix-samler!
Kilder: Märklin og Trix nyhedkataloger (pdf)
(jh) 14.01.2014
Roco-nyheder 2014
Traditionen tro viser modelbanefabrikanterne deres kateloger med kommende nyheder op til Nürnbergmessen - i år er ingen undtagelse.
Her ser vi lidt på, hvad der kommer af modeller som kan være interessante set med danske øjne. Der er primært fokus på epoke IV og frem til i dag, størrelse H0, og der er udelukkende tale om en rent subjektiv gennemgang af hvad eders redaktør finder interesant!
Af rent danske modeller bemærker man at der ikke er ret meget nyt i år. Hvorvidt det er et udtryk for, at dansk modelbane er i krise skal jeg ikke kunne sige. Det kan også være fordi Roco har nogle skrappe indenlandske konkurrenter på det danske marked.
Som genoptryk af en model fra et par år siden kommer det moderne motortogsæt DSB/DB 605 007 "Århus", som til dagligt kan ses i togene mellem Hamburg og København hhv. Aarhus.
Til epoke III kommer endnu et sæt med DSB TF-vogne og til epoke IV/V endnu en variant af DSB Hbbillns-vognen (den er kommet flere gange de seneste par år). Førstnævnte vogn har ikke meget med forbilledet at gøre, mens Hbbillns-vognen til gengæld er stort set 100% korrekt.
Blandt nye lokomotiv-konstruktioner bemærkes i øvrigt damplokomotiver DR 03.10 Reko, DB BR 85, samt et amerikansproduceret lokomotiv i mange varianter, kaldet "klapperslangen", som kom til Europa under og efter 2. verdenskrig.
DB ellokomotiver BR 151 kommer i en ny konstruktion, ligesom hollænderne får det amerikansk-konstruerede 1200-lokomotiv. Det svenske SJ Rc2 kommer ligeledes som ny model; tidligere har Roco haft Rc5 på programmet. Moderne el-lokomotiver i form af Bombardiers TRAXX BR 186 og BR 187 kommer i et stort antal varianter - en velkommen nyhed for alle som kører med mellem- og sydeuropæiske forbilleder. Og så kommer det tjekkiske moderne el-lokomotiv CD 380. Ud over at Roco har lavet flere tjekkiske modeller de senere år og det derfor virker som om det er et land i modelbanemæssig fremgang, er typen selvfølgelig også interessant fordi DB Regio i Bayern har bestilt et antal lokomotiver af denne type ved Skoda.
Hvis man har bygget sig en model af Padborg station efter elektrificeringen i 1990'erne er man måske interesseret i en DBAG BR 103, som dengang ofte kørte IR-tog mellem Padborg, Flensburg og videre ned i Tyskland. Dette kommer som kameralokomotiv med WLAN-forbindelse, så man kan se fra førerrummet ud på sin modelbane direkte på sin computerskærm eller telefon! Samme type i "touristik"-bamaling kommer også; dog uden kamera og derfor til en lidt mere overkommelig pris.
Endvidere bemærkes at både det kinesiske og amerikanske marked bliver tilgodeset med hhv. CNR KD6-damplokomotiv (en variant af ovennævnte "klapperslange") og SD40 diesellokomotiver i flere varianter. Spændende at Roco således udvider sit traditionelle (europæiske) marked. Ret skal være ret, for mange, mange år siden lavede (eller markedsførte?) Roco faktisk US-lokomotiver. Sågar New Zealand bliver tilgodeset med en variant af den britiske "Gronk" (i Danmark kendt som DSB ML 6).
Blandt vognene i det nye katalog finder man rigtig mange bemalingsvarianter af tidligere udgivne modeller.
Helt nye er dog ballast- og svingtagsvogne fra Deutsche Reichsbahn, ligesom der kommer silo-bogievogne med østtysk herkomst, indregisteret ved private vognudlejningsfirmaer, ved bl.a. VTG.
Den østtyske Mitropa-sovevogn udgivet for et par år siden kommer igen, i flere forskellige vognsæt men også som enkeltvogn. Denne type kunne i mange år ses i de internationale tog fra Berlin til København og passer derfor fint til et Sjællandsk-inspireret anlæg, trukket af enten DSB MZ eller MX og et med et par Bn-vogne med som lokale vogne til/fra Gedser.
De store blå italienske Interfrigo-kølevogne som sås meget på danske skinner i 1990'erne kommer i et dobbeltsæt med to vogne. De kunne bl.a. ses i tog til Nyborg Lynfrost dengang.
Nyhedskataloget kan downloades som pdf på Roco.cc.
(jh) 14.01.2014