Jernbanenyheder II. kvartal 2015

Danmark

Atter godstog til Aalborg Øst

Efter flere år uden godsbetjening er der atter liv i Aalborgs havnebane. 11. juni 2015 kørte NEG MZ 1439 + RCDK MY 1134 med 24 lukkede bogievogne som RG 6655 (Pa-Ab) (og derfra som rangertræk til Abø) for fa. Cembrit og læsset med tagplader fra Polen og Tjekkiet. Operatøren er Captrain med indlejede lokomotiver.

Også 15. juni og 19. juni kørte lignende tog, igen med 24 hhv. 25 vogne.

(jh) 22.06.2015

Contec MY 1153 opmalet i blå

Contec Rail MY 1153, den tidligere LJ M 38, ex. DSB MY 1153, er i starten af juni 2015 blevet opmalet i blå bemaling med hvid fartstribe og tynde gule stafferinger.

Via Jan Pedersen, lollandsbanen-privat.dk.
(jh) 22.06.2015

STAB MZ 1425 tilbage i Danmark

DSB MZ 1425 blev sidste år eksporteret til Sverige, købt af Svensk Tågkraft AB (STAB), som også ejer flere andre tidligere danske lokomotiver. Efterfølgende er maskinen blevet gennemgribende revideret og opmalet med STAB's logo.

I forbindelse med sommerens behov for lokomotiver til kørsel i Jylland pga. sporspærring i Sønderjylland, er lokomotivet blevet indlejet af DB Schenker Rail Scandinavia og blev 22-06-2015 overført til Danmark.
(jh) 22.06.2015

Sæsonåbning på Gedserbanen

Observation fra d. 13-06-15:

Året 2015 blev igen året, hvor der blev gennemført veterantogskørsel på sæsonåbningsdagen lørdag den 13. juni. Denne kørsel stod Nordisk Jernbaneklub for, da deres norske motorvognstog gennemkørte Gedserbanen adskillige gange. Remisens gamle tradition med at starte sommersæsonen med veterantogskørsel blev glædeligvis genoptaget efter flere års venten. Som sædvanlig var der også besøg af brandbiler, veteranbiler og som noget nyt motorcykler fra Nordeuropas største motorcykelmuseum i Stubbekøbing. Blandt de mange gæster ved dagens arrangement var også mere prominent besøg i form af Rostocks borgmester Ronald Methling, der medbragte en check på 1500 euro til Gedser Remise. Gedserbanen er nu restaureret og klar til, at der kan køres veterantog med en max hastighed på 45 km/t.

Et medlem fra Nakskov har doneret en glasmontre, hvor der er udstillet gamle DSB reglementer, der har tilhørt lokomotiv-, remise- og stationspersonale på Gedser station. Derudover - og som det mest interessante - har forfatter Anders Madsen udarbejdet en tidstavle over de største jernbanehistoriske begivenheder på Gedser station fra etatsråd C.F. Tietgen fik koncession på anlæg af en jernbane til Sydfalster og frem til banedriftens ophør i 2009 - to indrammede plakater med spændende oplysninger fra jernbanen på Sydfalster. En anden imponerende udstilling så dagens lys, da formanden for Gedser Remise Hans Østergaard sammen med Rostocks borgmester Ronald Methling kunne løfte sløret for en model af Det gule Palæ. Modellen består af 4000 legoklodser og er en genkendelig scene fra den legendariske film "Olsen-Banden på sporet”.

Anders Madsen via Jan Pedersen. For billeder se lollandsbanen-privat.dk.
(am) 22.06.2015

Konsortiet Aarsleff-Siemens vinder elektrificerings-kontrakt

Banedanmark har skrevet kontrakt med det dansk-tyske konsortium Aarsleff-Siemens om elektrificeringen af en række danske jernbanestrækninger. Kontrakten bliver på 2,8 milliarder kroner og vil rumme, at i alt 1.300 km jernbane elektrificeres frem mod 2026.

Dette indebærer ud over selve udrulningen af elektrificeringen også en række ændringer af infrastrukturen, bl.a. ombygning af broer for at sikre plads til køreledninger under dem, immunisering af andre installationer overfor elektrificering, rydning af vegetation langs jernbanen m.m.

Den første strækning som bliver elektrificeret, er den 57 km lange strækning mellem Esbjerg-Lunderskov, et arbejde som oprindeligt skulle have været udført i indeværende år, men som banedanmark valgte at udskyde for at få stordriftsfordel (og dermed billigere pris) ved at lade de efterfølgende elektrificeringsarbejder følge umiddelbart efter. Det gælder strækningerne Køge Nord-Næstved (45 km, udføres 2014-18), København-Ringsted (den nye højhastigheds-strækning, 60 km, færdiggøres 2018), Ringsted-Holeby (112 km, endnu ikke fastlagt), Roskilde-Kalundborg (79 km, udføres 2022-24), Fredericia-Aarhus (108 km, udføres 2021-2023), Aarhus-Aalborg (i alt ca. 150 km inkl. bane til Aalborg lufthavn, udføres 2021-23), Aalborg-Frederikshavn (85 km, udføres 2023-25) og Vejle-Struer (130 km, udføres 2024-26).

Herudover indgår der i kontrakten option på elektrificering af yderligere strækninger bl.a. nyt strækningsforløb over Vestfyn, Vejlefjord broen, forlægning Hovedgård-Hasselager og banen til Billund Lufthavn.

Som bekendt blev elektrificeringen af de danske fjernjerbanestrækninger indledt allerede i 1980'erne efter oliekrisen, med vedtagelse af lov af 23. maj 1979, hvor Folketinget besluttede, at DSB's hovedstrækninger skulle elektrificeres med 25kV/50 Hz AC. Herefter blev følgende strækninger elektrificeret: Kystbanen København H.-Helsingør (eldrift indviet 1986), København H.-Roskilde (eldrift indledt 1988), Roskilde-Ringsted (1991), Ringsted-Slagelse-Korsør (1992, oprindeligt skulle Korsør færgehavn ikke have været elektrificeret, men forsinkelse af den faste Storebæltsforbindelse gjorde, at der alligevel blev indført eldrift i nogle få år), Odense-Fredericia (1995), Korsør-Nyborg-Odense, Fredericia/Erritsø-Padborg og Tinglev-Sønderborg alle 1997, samt Øresundsforbindelsen (2000).

Herefter gik elektrificeringsarbejderne i stå, som følge af politisk uvilje, men med nye miljøpolitiske vinde i 2010'erne fortsættes elektrificeringen nu atter.

(jh) 01.06.2015

Nye lokomotiver til DSB?

Ifølge det sædvanligvist velinformerede engelske jernbanemedie Railway Gazette planlægger DSB indkøb af 10-20 lokomotiver i de kommende år. Lokomotiverne vil skulle anvendes med dobbeltdækker-materiellet, og der overvejes hvorvidt der både skal investeres i el- og diesellokomotiver af hensyn til mulige forsinkelser i elektrificerings-programmet.

Derudover skal lokomotiverne også kunne anvendes til godstog med ingen eller få modifikationer, for at maksimere deres brugt-værdi efter de 10-15 år man forventer at have dem i drift, indtil dobbeltdækkertogene har nået deres forventede levealder.

Artiklen omtaler egentlig ansættelsen af indkøbs-konsulenter - måske det er noget for en af Railoramas læsere?
Stillingsopslag ved DSB vedr. materiel-anskaffelser kan ses på Specialister til togindkøb. I disse opslag står dog ikke nogle detaljerede specifikationer, som dem Railway Gazette har oplyst.

Kilde: Railway Gazette DSB seeks locomotive procurement consultant
(jh) 28.05.2015

Dansk Jernbanearkiv - Driftsmateriellet - 2015

Tidligere har vi på Railorama omtalt Per Topp Nielsens IGA - Internationale Godsvogns Arkiv.

Nu er Per igen aktiv med et nyt "gammelt" projekt, nemlig værket "Driftsmateriellet", en oversigt over alt jernbanemateriel, som har kørt i Danmark. Det begyndte med DSB's godsvogne siden 1893 - Bind 1A, 1B og 1C - i 1974. Frem til 1982 udkom 18 bladsæt med i alt omkring 600 løse sider. Efter nogle års stilstand fortsatte projektet fra 1999 som digitale filer, hvoraf de sidste ca. 200 sider til Bind 1 blev færdiggjort i årene 2003-2009.

Projektet har således været i gang i omkring 40 år! Nu offentliggøres materialet løbende på Internettet, se www.dansk-jernbanearkiv.dk, vælg "Fortsæt", "Salgsafdelingen" og herefter "Driftsmateriellet - oversigter over alt dansk jernbanemateriel". Da siderne er opbygget i frames, kan der ikke linkes direkte hertil, men det burde være rimeligt selvforklarende at finde frem til.

Per Topp Nielsens DRM
Se fx. de detaljerede oplysninger om DSB's første 875 G/Gs-vogne i DRM 2015.

Det materiale som hermed offentliggøres har sin oprindelse i, at Per i 1972 søgte DSB om tilladelse til at gennemgå Maskinafdelingens vognkartotek. De oplysninger som findes "Driftsmateriellet" beror således på afskrifter og fotokopier af DSB's vognkort på de enkelte materielenheder. Disse vognkort fandtes i udgaver fra Centralværkstederne og deres filialværksteder samt centralt ved Maskinafdelingen i København.
Alle kartotekerne blev i 1980'erne løbende erstattet af EDB-registre og derefter kasseret. EDB-registrene indeholdt kun de aktuelle oplysninger. Var kartotekerne tidligere kun været vanskeligt tilgængelige, blev EDB-registrene endnu sværere at få indsigt i. Så ud over Pers afskrifter og kopier af vognkort og værkstedsprotokoller, findes der i dag ingen anden samlet oversigt over DSB's materiel.

Det er derfor et helt unikt projekt der her er gang i. Og det er kilden til fx. hele "Jernbanen.dk's" afsnit om godsvogne, som man her får adgang til.

I første omgang er adgang til materialet gratis, så kig og nyd de mange pdf-filer, fyldt med detaljerede oplysninger og ganske underholdende beretninger.

(jh) 20.05.2015

Captrain autotransport fra Vamdrup og Ringsted

Captrain kører normalt med nye biler fra Padborg til Auto-Logik i Vamdrup. 30. april kørte imidlertid en særlig transport med både nye og ældre biler fra Vamdrup til Ringsted i "lokalgodstog" RG 6122 (Vm-Rg) og retur i RG 6069 (Rg-Vm), fremført af Railcare MZ 1439 og bestående af 19 autotransportvogne.

Johnni Lassen var på pletten og har lagt nedenstående video af transporten på Youtube:

(jh) 04.05.2015

Første arbejder på Odense Letbane

De første fysiske arbejder i forbindelse anlæggelsen af Odense Letbane blev indledt 27. april 2015. Stadionvej og Albanigade blev lukket for gennemkørende (bil-)trafik, så forsyningsselskaberne kan flytte rør, kabler og ledninger.

Gravearbejde i forbindelse med anlæggelse af Odense Letbane
Gravearbejde for flytning af forsyningsledninger på Albanigade i forbindelse med anlæggelse af Odense Letbane.

Samtidig med lukningen bliver broen for Odense Å på Albanigade helt spærret for tung trafik, herunder biler, lastbiler og busser. Kun fodgængere og cyklister må krydse broen. Lukningen sker så broen kan forstærkes, så den til sin tid kan bære letbanetog.

I de kommende år vil der blive foretaget mange omlægnings-, anlægs- og gravearbejder på gader i Odense, men selve anlægsarbejderne til tracé og egentlig anlæg af skinner ligger endnu nogle år ud i fremtiden.
(jh) 04.05.2015, opdateret 07.05.2015

MR-togsæt rammer rendegraver ved Herfølge

Regionaltoget RØ 2475 (Ro-), fremført af DSB MR 4089+MRD 4289, ramte om natten den 28. april 2015 omkring kl. 00.30 en rendegraver mellem Køge og Herfølge. Forreste vogn i togsættet (MR 4089) blev afsporet ved påkørslen og ødelagde herved en del sveller i sporet, ligesom der kom skader på vognkassen. Ingen af de 14 passagerer eller togpersonalet kom til skade, hvorimod føreren af rendegraveren fik mindre knubs.

Efterfølgende var strækningen mellem Køge og Herfølge spærret og togene erstattet med togbus indtil middagstid den 28. april.

Rendegraveren anvendtes ved sporarbejde på strækningen. Havarikommissionen skal klarlægge de nærmere omstændigheder ved hændelsen.

Billeder fra uheldet kan ses på sn.dk.
(jh) 04.05.2015

Danmarks Jernbanemuseum flytter materiel fra Viborg remise

Da Banedanmark ønsker at afhænde Viborg Remise skal det veteran-materiel som hidtil har befundet sig her, flyttes til andre lokationer.

23-04-2015 blev Danmarks Jernbanemuseums materiel således kørt på blokvogne ad landevej til Randers. Det drejer sig om de 4 damplokomotiver DSB J 1 (Borsig 1886), DSB Fs 263 (Hartmann 1888), DSB Ks 273 (Schwartzkopff 1886) og DSB D 802 (Henschel 5982/1902) med tilhørende tendere, samt en motorbivogn SVJ B 1.

For at flytte materiellet ud af selve remisen var det køreklare klædeskab DSB nr. 48 blevet kørt til Viborg (... ligeledes på blokvogn naturligvis!...) for at kunne trække maskinerne ud på drejeskiven og videre til en mobilkran for løft til blokvogne.

Den bevaringsværdige og fredede remise blev opført i 1896 og efter DSB's ophør med anvendelse har den blandt andet været anvendt af arbejdshold fra Mariager-Handest Veteran Jernbane til istandsættelse af damplokomotiver. MHVJ's materiel på stedet blev flyttet fra Viborg til Mariager tidligere på året.

De kommende planer for remisen kendes i øjeblikket ikke, da ingen synes at være synderligt interesserede i at poste penge i en omfattende renovering.
(jh) 24.04.2015

Spektrum of Scandinavia til Nyborg

Spektrum of Scandiniavia
Spektrum of Scandinavia i Odense i 2013.

Diskoteksskibet Spektrum of Scandinavia har i de seneste år ligget i Odense Havn, det sidste halve år ubenyttet. Nu ser det ud til at skibet flyttes til Nyborg for mulig anvendelse som museumsskib. Økonomiudvalget i Nyborg kommune har besluttet at betale for kajplads til færgen ved de gamle DSB-færgelejer i to år. Imens skal Østfyns Museer undersøge, om færgen kan laves til museumsfærge og om det vil være økonomisk rentabelt i forhold til de udgifter som pågår til vedligehold.

Færgen blev leveret som M/F Broen til DSB i 1952, bygget af Frederikshavn Værft. Fra 1966 hed den M/F Kalundborg, indtil den siden 1992 blev solgt og fungerede som restaurationsskib, igen under navnet Broen. Omkring 2011 fik den navnet Spektrum.

Som bekendt har det tidligere været forsøgt at lave M/F Kong Frederik IX til museumsfærge, hvilket mislykkedes, hvorefter den blev ophugget. Det bliver spændende at se, om der nu blæser nye vinde med hensyn til at anskueliggøre dansk trafikhistorie på Storebælt.
Kilde: Fyens.dk

Opdatering 15. maj 2015: Det var tidligere meldt ud at færgen ville blive bugseret til Nyborg 9. maj 2015, men det blev ikke til noget. Bl.a. er det observeret, at den tidligere M/F Broen fortsat ligger i Odense med en lettere krængning på op imod 5 grader.

Opdatering 22. maj 2015: Ifølge TV2Fyn vil M/F Broen blive bugseret fra Odense til Nyborg i løbet af 23. maj 2015, med afgang fra Odense Havn lørdag morgen.

Også Fyens Stiftstidende skriver om mulighederne for bevaring af færger med en historie om tidligere M/F Sjælland, som for flere år siden blev solgt til en dansk skrothandler, men fortsat ligger i England.


Opdatering 23. maj 2015: Spektrum blev lørdag 23. maj 2015 bugseret fra Odense til Nyborg, med afgang fra Odense havn omkring 8.30.

Spektrum under bugsering
(jh) 23.04.2015, opdateret 23.05.2015

M/F Prinsesse Benedikte væltet

En væltet færge? Nu rabler det, det hedder da at kæntre? Ikke for Scandlines-færgen M/F Prinsesse Benedikte, som i marts var på værftet Remontowa i Gdansk for montering af anlæg til scrubber-røggasrensning.

11. marts 2015 var færgen på vej ud af flydedok, da denne pludseligt krængede. Færgen gled ned fra kølblokken og faldt cirka 2 meter, hvorved der blandt andet blev revet hul i skroget, så der trængte vand ind i hele skibets længde. Da vandet også trængte ind i motorrummet, blev både motor og batterier oversvømmet og det betyder at alt elektrisk udstyr skal skiftes. Herunder de næsten 400 batterier som anvendes til færgens hybrid-system.

Værftsopholdet skulle egentlig blot have varet 3 uger, men kommer nu i stedet til at vare indtil juni.

I mellemtiden vil trafikken på Rødby-Puttgarden overfarten blive forstærket af M/F Holger Danske, som ellers primært sejler med farligt gods. Derved kan dele af lastbiltrafikken flyttes væk fra de øvrige 3 passagerfærger. Også M/F Mercandia VIII er indlejet fra HH-Ferries.

M/F Prinsess Benedikte er bygget af Ørskov Christensens Staalskibsværft, Frederikshavn, som byggenummer 194 i 1997. Kun de to tyske færger på ruten, F/S Schleswig-Holstein og F/S Deutschland har jernbanespor, hvorfor kapaciteten for overførsel af ICE-TD-togsæt mellem København H. og Hamburg/Berlin er uindskrænket.
Kilde: Ing.dk
(jh) 09.04.2015

Finland

Siemens Vectron test-lokomotiv i Finland

Det finske statsejede jernbaneselskab VR-Group har fået sit første Siemens Vectron-lokomotiv til test. Tilbage i 2013 afgav man ordre på op til 80 elektriske lokomotiver til afløsning af de ældre, Sovjetisk-byggede Sr1-lokomotiver. I starten af april 2015 blev 193 971 overført fra München til Helsinki via skib fra Rostock.

Lokomotiverne vil være særligt tilpassede til det barske klima i nord, herunder med forstærkede fronter og chassis og med luftindtag flyttet til taget. I Finland skal de kunne fungere ved temperaturer ned til -40 grader. Litra bliver Sr3.

Lokomotivet blev præsenteret for offentligheden på Hovedbanegården i Helsinki 7. april 2015.



Se også den meget fine video af overførslen, hvor lokomotivet (på transportbogier) bliver trukket af Railadventure 103 222 gennem Tyskland.



Kilder: VR-Group via Railcolor.net.

(jh) 14.04.2015

Nederlandene

NS bestiller yderligere Traxx-lokomotiver

Nederlandse Spoorwegen (NS) har bestilt yderligere 18 Traxx-lokomotiver type E 186 til levering fra maj 2016. Lokomotiverne vil særligt blive anvendt til passagertrafik på HSL-strækningen fra Amsterdam mod Belgien og mellem Amsterdam og Rotterdam.

Oprindeligt havde NS bestilt en række elektriske togsæt fra AnsaldoBreda, men da denne ordre blev annuleret på grund af store tekniske problemer, bestilte man i stedet 19 el-lokomotiver som afløsning (det skrev vi om i 2014).

Man havde håbet at kunne ombygge en række allerede eksisterende styrevogne (type ICRm BDs) til brug med disse, men dette var ikke teknisk muligt uden alt for store omkostninger, hvorfor man i stedet vil anvende de netop bestilte lokomotiver til sandwich-stammer met et lokomotiv i hver ende.

Kilde: Railcolor.net.
(jh) 22.06.2015

Polen

PKP SU160-001 Pesa Gama 111Db i drift

PKP Intercity har fra 16. juni 2015 sat det første af 10 moderne diesellokomotiver type Gama 111Db fra Pesa Bydgoszcz i drift. Lokomotiverne vil blive anvendt foran intercity-tog på ikke elektrificerede strækninger, herunder Ełk – Korsze, Ełk – Olecko – Suwałki, Rzeszów – Stalowa Wola – Zamość, Rzeszów – Jasło – Zagórz, Krzyż – Gorzów Wlkp. og Piła – Krzyż. Lokomotiverne er udstyret med en MTU dieselmotor type 16V 4000 R84 som yder 2400 kW og har en maks. hastighed på 160 km/t.

Videoen herunder viser første lokomotiv med et (lille) IC-tog.


Kilde: Rynek Kolejowy via Mainlinediesels.net.
(jh) 22.06.2015

Tyskland

Flere BR 146.2 til DB Regio

DB Regio får i øjeblikket leveret flere Traxx AC2-lokomotiver (BR 146.2), hvoraf de første netop er kommet til Frankfurt (Main). Der er tale om serien DB 146 251-282.

Opdatering 26.06.2015:
De nye Traxx AC2 lokomotiver er planlagt stationeret følgende steder:

DB 146 251-256 > Frankfurt (Main)-Griesheim
DB 146 257-264 > Erfurt
DB 146 265-282 > Dortmund
DB 146 551-577 > Leipzig Hbf (DB Fernverkehr)

Indsættelsen af DB Regio lokomotiverne vil betyde at andre, ældre DB Region 146.0/1-maskiner vil blive omstationeret. 146 257-264 vil erstatte indlejede Taurus-lokomotiver, som i øjeblikket anvendes mellem Eisenach og Halle. Disse lokomotiver bliver leveret tilbage til MRCE.

Kilde: Railcolor > Eisenbahn Kurier 7/2015.
(jh) 22.06.2015, opdateret 26.06.2015

Ungarn

Ex. DSB MY 1156 til Kárpát Vasút i Ungarn

Tidligere DSB MY 1156 (Nohab 2607/1965) er blevet solgt til Kárpát Vasút Kft. i Ungarn, en privat operatør som allerede har ex. DSB MY 1125 i drift som 459 021 (spektakulært bemalet i "Santa Fe"-bemaling i rød/sølv).

MY 1156 var i drift ved DSB indtil 2001, hvor den overgik til TraXion, indtil denne operatørs konkurs. I 2005 blev maskinen købt af Inlandsgods i Sverige og overført hertil. I 2007 blev lokomotivet nok en gang solgt, denne gang til Tågab. I 2011 blev den hensat i Kristinehamn. En renovering blev foretaget i 2013-2014, som bl.a. indebar at motoren fra NSB Di.3 623 blev flyttet til MY 1156.

15.04.2015 blev transporten fra Kristinehamn påbegyndt, i godstog 6604, via Hallsberg - Malmö - Ystad og herfra med færge til Polen. Et foto af transporten i Polen bag PKP Cargo ET22-753 kan ses på railfoto.info.

Opdatering 22.06.2015: Lokomotivet er kommet i drift som Kárpát Vasút 459 022.
(jh) 19.04.2015, opdateret 22.06.2015

 

Til top