Jernbanenyheder I. kvartal 2016

Danmark

Tølløsebanen reddet

I starten af februar 2016 kom det frem, at staten fremover fortsat vil støtte driften af Lokaltogs strækning mellem Slagelse og Tølløse. Dermed er vejen banen for renoveringen af de nedslidte skinner mellem Slagelse og Skellebjerg.

Busser vil fortsat køre på strækningen indtil selve renoveringen er foretaget, dette arbejde forventes først at være udført i slutningen af 2016.
(jh) 31.03.2016

Færgen Sjælland ophugges

Den gamle Storebælts-færge "M/F Sjælland" (oprindeligt ”M/F Dronning Ingrid”) blev i slutningen af februar 2016 påbegyndt ophugget i Frederikshavn.

Hun blev i 1951 bygget af Helsingør Skibsværft og Maskinbyggeri som byggenummer 302 og indsat primært på Korsør-Nyborg overfarten. Derudover sejlede hun på Østersøen og på biloverfarten mellem Halsskov og Knudshoved.

I 1979, forud for leveringen af den nye IC-færge "M/F Dronning Ingrid" blev hun omdøbt til "M/F Sjælland" og var som sådan i drift indtil 1982, hvorefter færgen blev oplagt.

I en årrække lå færgen ved kajplads 114 i København og blev anvendt som studie for ungdomsprogrammer af Danmarks Radio. Senere anvendt som restaurationsfærge.

I 2002 kom færgen til England, som restaurant og natklub.

I 2015 solgt til Danmark for ophugning, hun ankom til Frederikshavn 23. juli 2015. Der var spæde forhåbninger om muligheden for at bevare den sidste tilbageværende gamle Storebælts-færge, men det blev ikke til noget.

Opdatering primo maj 2016: Færgens skrog eksisterer fortsat i Frederikshavn og forventes anvendt som flydende pram.

Sic transit gloria mundi, således forgår alverdens herlighed.
(jh) 31.03.2016, opdateret 02.05.2016

Væltet vogn i Vamdrup

Under rangering på et sidespor til AutoLogik i Vamdrup 29. marts 2016 afsporede flere vogne. Uheldigvis væltede den ene halvdel af en Transwaggon Hiirrs-vogn helt om på siden. Ingen kom til skade ved uheldet.

Afsporingen påvirkede ikke trafikken igennem Vamdrup, da ulykken skete på et sidespor i den nordlige ende af stationen.

Billeder fra uheldet kan ses på tvsyd.dk og newsbreak.dk. Begge medier nævner 5 eller flere vogne som afsporet og at en vogn i grøften, men det er vist journalistisk dramatisering :-)

Opdatering: Den væltede vogn-(havldel) var D-TWA Hiirrs4 23 80 2942 970-7, læsset med gips-plader.
Tak til Ole Dinesen for info.

(jh) 30.03.2016, opdateret 04.04.2016

Togbusser på Tølløsebanen mellem Skellebjerg og Slagelse

Gørding station
Truende skyer - ja nærmest fuldstændig skydække og uvejr - over Regionstog i Slagelse.

Fra 18. januar 2016 indstilles togdriften på en del af Tølløsebanen, mellem Skellebjerg og Slagelse, og erstattes af togbusser, som følge af nedslidte skinner på den berørte strækning.

Lokaltog A/S, som står for betjeningen af strækningen, har taget denne beslutning efter en undersøgelse af skinnernes bæreevne, og fundet at det ikke er sikkerhedsmæssigt forsvarligt at fortsætte med at køre tog.

Tølløsebanen har i flere år været truet af mulig lukning da problemerne med skinnerne på denne del af strækningen har været kendt i længe, men usikkerhed om den fremtidige fordelingsnøgle for statens bloktilskud til regionerne har betydet, at Region Sjælland, som er ansvarlig for investeringerne i banen, ikke har ville betale de 50 mio. kroner, som nye skinner koster.

Det er strækningen mellem Ruds Vedby og Høng som mangler modernisering, hvilket hidtil har medført en hastighedsnedsættelse til blot 40 km/t.

Køreplaner for Tølløsebanen og betjeningen med togbusser kan findes på http://www.lokaltog.dk/koereplaner/toelloesebanen/.

Tølløsebanen blev oprindeligt anlagt som Høng-Tølløse Jernbane (HTJ), åbnet 22. december 1901. Dengang gik banen kun mellem Høng og Tølløse. Ved DSB's ophør med persontrafik på trækningen Slagelse-Høng-Værslev i 1971 overtog HTJ kørslen mellem Høng og Slagelse (selve strækningen blev overtaget fra DSB i 1990'erne). I 2003 fusioneredes banen med Odsherredsbanen som Vestsjællands Lokalbaner. Dette selskab blev lagt sammen med Østbanen og Lollandsbanen til Regionstog i 2009. 1. juli 2015 indgik banerne i Lokaltog A/S.
(jh) 13.01.2016

Modeljernbaner

Modeljernbanenyheder 2016

Igen i år forsøger eders redaktør at kaste lys over interessante modeljernbane-nyheder. Der er ikke tale om en konsekvent gennemgang af alle nyheder, men udelukkende nogle, som af en eller anden grund falder mig i øjnene, fordi de har relevans til danske anlæg eller fordi jeg kan relatere til forbillederne af anden grund. Primært nævnes nyheder fra de nyere epoker IV og fremefter og i skala H0.

Lad det være sagt med det samme: På Railorama har jeg forsømt at nævne de seneste nyheder fra den mest aktive danske producent i disse år: McK-H0, så tag endelig et kig hos dem også. Der laves nogle meget fine udgivelser i øjeblikket!

Derudover kan man generelt bemærke, at markedet efterhånden er præget af en lang række mindre, men meget innovative, producenter, hvorfor det ikke er fair kun at nævne de store og kendte. Jeg skal forsøge at dele sol og vind lige i den kommende måneds tid, hvor nyhederne traditionelt bliver offentliggjort op til legetøjsmessen i Nürnberg, men lover ikke noget...
(jh) 14.01.2016

Fleischmann nyheder 2016

Den tyske V 160-familie består af en række forskellige, men hinanden lignende, dieselhydrauliske lokomotiver: BR 210, 215, 216, 217 og 218. Fra Fleischmann kommer en ny-konstruktion af BR 215.

Til det danske marked kommer en DSB Sgns-vogn læsset med to DFDS containere. Der er tale om en ommalet tysk Sgns-vogn, som har ligheder med DSB's, men ikke er fuldstændig korrekt.
Fleischmann DSB Sgns

Nyhedskataloget kan downloades som pdf-fil fra Fleischmann.de.
(jh) 14.01.2016

LS Models nyheder 2016

Denne franske producent, som i de senere år har lavet en lang række fremragende og meget detaljerede modeller, er kommet i voldsom modvind idet den kinesiske fabrik Modern Gala, som udfører modellerne, er gået konkurs. Der pågår i øjeblikket forhandlinger om udlevering af model-formene, som LS Models øjensyligt har betalt, men som endnu ligger i konkursboet.

På trods af vanskelighederne har LS Models meldt en række nyheder ud. En del af disse er relevante for internationale tog i Danmark.

De franske UIC Y-vogne har været i Roco's program siden for mange år siden. Ree-models og R37 barslede med opdaterede og meget detaljerede udgaver af disse vogne sidste år, og nu også LS Models. Vognene er relevante for danske anlæg, idet de indgik i Nord-ekspress mellem København og Paris i 1980'erne og starten af 1990'ernes. Foreløbig kommer de i grønne udgaver fra epoke IIIc/IVa, men mon ikke der senere kommer de karakteristiske grå/grønne vogne også?
LS SNCF UIC Y

Belgiske I 10 vogne gik i trafik til København i begyndelsen af 1990'erne. Disse fine orange vogne med hvid stribe kommer i flere sæt, med og uden aircondition og både som 1. og 2. klasse vogne.

Endvidere kommer en række franske og belgiske kølevogne fra bl.a. STEF og Interfrigo. Jeg har ikke undersøgt, hvorvidt disse har været i Danmark, men det er meget sandsynligt. Hvide kølevogne bringer afveksling i de ellers typiske stammer af brune lukkede vogne.

Franske, belgiske, schweiziske og italienske Habi(l)s-vogne kommer i flere forskellige udgaver, og også som tysk- og svensk-registrede vogne for Cargowaggon, ASG og Vetro Glass. Disse kan sagtens have været på tur igennem Danmark i 1970'erne og 1980'erne i internationale godstog.
LS Habi(l)s

Også franske vogne litra Gas og Gass har været at se i Danmark.
LS SNCF Gas

Til moderne godstog skal nævnes Tagnpps-vogne fra Millet, vogne som både kommer som grå "neutrale", men også en række farvestrålende bemalinger.

Kører man spor TT eller skala N bemærkes sæt med tjekkiske og tyske sovevogne fra CityNightLine, som kørte igennem Danmark indtil forrige år i nattoget til/fra det sydlige udland.

Se hele nyhedsprospektet på lemkecollection.de.
(jh) 14.01.2016

Piko nyheder 2016

Piko har desværre ikke danske nyheder i år, men kører man tysk er der masser af modeller at blive fristet af. Blandt andet kan nævnes, at man kommer med de østtyske ellokomotiver BR 243/143, som den dag i dag kan ses overalt i Tyskland.

Er man til Nordtyske modeller kommer BR 245 fra NAH.SH, et af disse lokomotiver blev i øvrigt prøvekørt i Danmark i august 2015.
Piko BR 245 NAH.SH

Som noget af en overraskelse kommer der en model af Vosslohs 3-akslede rangerlokomotiver type G6. Det er en noget "smal" model, idet typen ved forbilledet mest er i drift ved forskellige industribaner. Men er man til helt moderne jernbaner er det en sjov model at have på sit anlæg.

For en polsk importør har Piko igennem nogle år konstrueret diverse modeler fra de polske statsbaner, PKP. Modellerne kunne kun købes i Polen. Licensen til disse modeller er nu udløbet, hvorfor Piko nu bringer dem ud til alle forhandlere. Der er blandt andet tale om modeller af diesellokomotiver type SM42 og SP42, ellokomotiver type EU06, EU07, EU08 og ET41, ligesom der som ny-konstruktion kommer model af diesellokomotiverne type SU45. Desuden diverse personvogne. Polske modelbane-entusiaster er ret kræsne og forvænte med korrekte modeller, så Pikos udgivelser til dette marked er meget fine.
Piko PKP Cargo ET41 dobbeltlokomotiv

Alle nyhederne kan ses på Piko.de, ligesom et komplet 392 siders katalog kan downloades i pdf-format herfra.
(jh) 14.01.2016

Roco nyheder 2016

Igen i år har Roco ikke store form-nyheder på programmet, som ikke allerede tidligere har været meldt ud. Derimod er der atter tale om en lang række bemalingsvarianter af eksisterende modeller.

Interessant for moderne danske anlæg er modellen af TXL 185 417, som siden slutningen af 2013 har været anvendt i transittrafikken mellem Sverige og Tyskland igennem Danmark.
Roco TXL 185 517

Lige syd for grænsen ligger en af de efter min mening mest interessante baner i Tyskland, forbindelsen via Hindenburg-dæmningen til Sylt. Trafikken her bliver endnu varetaget af BR 218-lokomotiver, hvor der kommer en aktuel udgave af 218 220 med "DB AutoZug SyltShuttle" mærkning.

Apropos lige syd for grænsen kommer der også en udgave af BR 218 i den oprindelige røde bemaling, som var stationeret i Flensburg i mange år, fra 01.06.1975 til 23.09.1995: 218 175. (Senere kom den i øvrigt til Lübeck vom 24.09.1995 bis 10.12.2005, hvor jeg havde fornøjelsen af at fotografere den i 2003). Denne nyhed kan kun købes hos MC-Vedes forhandler-netværket.

Deutsche Reichsbahn Y/B-70, som kom for nogle år siden, bliver genoptrykt inklusiv rød Mitropa sovevogn. Disse vogne kunne ses i trafikken mellem København og Berlin i 1980'erne.
Roco DR Mitropa sovevogn

DSB købte i 1980'erne en række brugte liggevogne fra Tyskland. Disse har flere gange tidligere været udgivet af Roco, der kommer nu endnu en udgave med måne og stjerner til brug i indenlandske nattog.
Roco DSB liggevogn måne og stjerner

Hele 5 godsvogne bliver det danske marked "beriget" med; flere af dem har dog ikke meget andet end hjul til fælles med forbilledet...

Fra Dansk Sojakagefabrik kommer en grønmalet tankvogn med orange mavebælte, vognnummer 21 86 070 1 552-4. Der er tale om en ommalet tysk tankvogns-type, som ikke svarer til noget konkret forbillede i Dansk Sojakagefabriks vognpark. For historien om DS's vogne, se i øvrigt KM-text.dk, hvor der ligger tre meget fine artikler om emnet: del 1, del 2 og del 3
Roco Dansk Sojakage tankvogn

Modellen af en DSB Rs-vogn med 2 "Lurpak"-containere er til gengæld en fin vogn og et foto af forbilledet optaget af Gunnar W. Christensen i 1970 kan ses på hans hjemmeside, tog-billeder.dk.
Roco DSB Rs med Lurpak containere

DSB His-vognen kommer der endnu en aftapning af, denne gang med 2 forskellige skydedøre. Roco skal skynde sig, hvis de skal nå at sælge flere af denne gamle Klein-model, idet McK nu er på markedet med deres nye og meget detaljerede udgave af forbilledet.
Roco DSB His

Ks-vognen med 2 DSB VW-transportere har på prospekt-billedet forkert farve, mens bil-modellerne sådan set er korrekte nok. Man kan håbe at Roco når at finde de rigtige farver frem; det har man tidligere lavet modellen med.
Roco DSB Ks

Roco's Habins-y har ikke andet til fælles med forbilledet end at den har 4 skydevægge og 8 hjul. Forbilledet blev anskaffet af DSB til posttog i forbindelse med åbningen af Storebæltsforbindelsen i 1997 fra Transtech OY i Finland. De var udstyret med Talbot DRRS-boggier (for fremførsel med 140 km/t) og store håndhjul på gavlene. Modellem som Roco har valgt at ommale er en AAE Habbins-vogn; en vogntype som DSB også indlejede (og som Roco tidligere har lavet); de ligner bare ikke hinanden.
Denne vogn har vi valgt ikke at vise fra Roco-kataloget, men har i stedet fundet et billede af hvordan den egentlig burde se ud...
DSB Habins-y 31 86 278 3 002-5

T2000 dobbeltvognene har været annonceret fra Roco i snart mange år, men ser endelig ud til at komme. To vogne er særligt relevante for Danmark, en AAE-vogn med Lauritzen sættevogne og en af DSB gods indlejet med (svenske) COOP-sættevogne. Derudover vil mange af de øvrige varianter som kommer kunne anvendes i intermodal-transport igennem Danmark den dag i dag.

Kører man moderne danske godstog bemærker man også ZSSK Cargo presseningvognen litra Rilns. De seneste gange jeg har besøgt Vejle har der hver gang været vogne af denne type spredt rundt på stationen og havnen med stål til en lokal virksomhed.
Roco ZSSKC Rilns

Det er glædeligt at de seneste års pris-himmelflugt er standset hos Roco, sådan at de nye modeller generelt ikke synes voldsomt dyre. Faktisk kan det se ud som om Roco efterhånden har afskrevet formene til nogle (også nyere) modeller og derved kan sænke priserne lidt, hvorved de kan presse nogle af de nyere og mindre fabrikanter, som ikke har en masse gamle forme i bagkataloget at trække på.

Nyhedskataloget kan downloades som pdf-fil fra Roco.cc, ligesom der er udkommet nyt katalog med start-programmet.

Læs også om modelnyhederne fra Roco i en tråd på Sporskiftet.dk.
(jh) 14.01.2016

 

Til top