DSB MQ 4127 påkørte 16.03.2018 et væltet træ, da motorvognen kørte forrest i et tomt materieltog på Svendborgbanen, M 7009 (Od-Svg). Der havde i løbet af natten været kraftig blæst og togsættet, som var første tog på Svendborgbanen om morgenen, kørte omkring 04.30 ind i træet nær Stenstrup.
Der var efterfølgende indsat togbusset på strækningen mellem Kværndrup og Svendborg indtil omkring kl. 14, hvor det havarerede togsæt var blevet kørt til Odense.
Der skete kun materielle skader på fronten af togsættet, ingen personer kom noget til. (jh) 19.03.2018
DSB bestiller 26 Siemens Vectron el-lokomotiver
DSB har offentliggjort bestillingen af 26 Siemens Vectron elektriske lokomotiver, med option på 18 mere, til brug fra 2021 og frem.
Efter fadæsen med IC4 har DSB ønsket en hyldevare i form af et standard el-lokomotiv, som kan anvendes til både dansk og tysk/svensk kørestrøm. Lokomotiverne skal anvendes sammen med DSB's 113 eksisterende dobbeltdækkervogne og vil være udstyret til både det nuværende og det kommende signalsystem på fjernbanen. Lokomotiverne skal leveres godkendt til kørsel i Danmark og Tyskland.
Udover at levere el-lokomotiver skal DSB og Siemens samarbejde om at vedligeholde de nye ellokomotiver. Siemens får dog det overordnede ansvar for vedligeholdet i første omgang i 10 år - med option på yderligere 5 år.
Vectron lokomotiv-familien er udviklet af Siemens siden 2010 og mere end 400 lokomotiver af typen er i drift i blandt andet Tyskland, Sverige, Finland, Polen, Østrig, Tjekkiet, Slovakiet, Ungarn, Bulgarien, Schweiz og Italien.
Ud over Siemens var Bombardier og Skoda prækvalificerede til udbuddet af de nye lokomotiver, men kun Siemens valgte at byde ind på leverancen. (jh) 13.03.2018
Sverige
Vectron-lokomotiver til Hector Rail
En spektakulær transport fandt sted fra Tyskland til Sverige i dagene 15-18. marts 2018, da 8 Vectron-lokomotiver til Hector Rail skulle transporteres nordpå.
Transporten startede 15. marts, da Hector Rail 243.106, 243.107 og 243.108 blev kørt fra test-banen ved Wegberg-Wildenrath til Mönchengladbach. Samtidig blev 5 lokomotiver kørt fra Siemens' fabrik i München nordpå: 243.001 (ex. 193 923) og 243.109-243.112. Sidstnævnte transport blev foretaget af RailAdventure 111 215, som også varetog den videre transport fra Mönchengladbach til Padborg.
Den oprindelige plan var at toget skulle være ankommet til Padborg omkring kl. 16.00 lørdag 17. marts. Toget blev imidlertid voldsomt forsinket på grund af vejrliget, hvorfor det reelt først ankom kl. 22.40! Planen var også at toget skulle have været transporteret videre igennem Danmark lørdag aften og været hensat i Høje Tåstrup hen over søndagen inden videretransport til Sverige, hvilket imidlertid blev ændret til at toget først afgik fra Padborg søndag formiddag kl. 11.11 og derefter kørte direkte videre over Øresund.
Mange danske jernbaneentusiaster havde (mere eller mindre) forgæves taget turen til Padborg lørdag, men til gengæld blev de søndag belønnet med toget i dagslys og fuld solskin igennem Danmark.
De 8 Vectron-lokomotiver er ud af en bestilling på i alt 20 maskiner fra Siemens. 2 af lokomotiverne er brugte lokomotiver fra 2011, mens de øvrige er nybyggede. 15 af dem bliver udstyret med hjælpe-dieselmotor for rangering, hvor der ikke er elektrificeret. I første omgang er lokomotiverne godkendt til kørsel i Norge og Sverige - men man kan da håbe, at de med tiden også bliver godkendt til brug i Danmark, når Vectron-lokomotiverne bliver godkendt for kørsel for DSB. (jh) 19.03.2018